Livslinjer

At begribe verden
Bertill Nordahls blog

Kapitel 25

For 2 år siden tog jeg de første notater til en roman, som jeg kaldte for Sugarbabe, hvor jeg ville undersøge det fænomen, at mange teenagepiger opretter seksuelle profiler på sexsites på nettet, hvor de lyver sig ældre og leger med ilden i forhold til ældre fyre og mænd. Det man også kalder for sugerdaddy fænomenet. Men jeg kom aldrig i gang med at skrive romanen i 2015, hvor jeg havde planlagt at gøre det. Jeg blev optaget af noget andet, som jeg ikke kan huske, hvad var. Men nu vil jeg prøve igen, og allerede på anden dagen lavede jeg en hurtig skitseret synopsis med 30 kapitler.

Jeg har fået godt gang i skriveriet – Sugarbabe, som jeg skriver på, mens jeg ser atletik. Jeg følger i store træk de 30 kapitler, som jeg har plottet, men det ændrer sig selvfølgelig alligevel undervejs. Min skriveteknik er den, at jeg først skriver handlingen sammen med nogle råreplikker, og så tager jeg senere og laver en reel opsætning af teksten, som den kommer til at se ud i en bog.

6 uger senere: Den første gennemskrivning af romanen er færdig.

Læs mere

Kapitel 24

Jeg har genopdaget en gammel yndlingssangerinde: Tanita Tikarem, som jeg fik øje på i 1988, da hendes album Antient heart udkom med hittet Twist in my sobriety. Svensk tv havde en dokumentar om lige præcis den sang, som jeg så – og så var jeg turnet på, igen. Jeg har genhørt Ancient heart, og det er et album, som holder, og så har jeg købt hendes nyeste album Closer to the people, som udkom sidste år. Antient heart udkom, da hun var bare 19 år gammel, waugh. Det er hendes mørke stemme, som trækker – mystikken i den, selv om hun i dokumentaren siger, at hun absolut ikke er mystisk eller alvorlig, som mange folk tror.

Det er et åbenlyst problem, at vi på Jordkloden lever i så mange forskellige tidsaldre – lige fra middelalderagtige samfund til science fictionagtige samfund som Japan og Sydkorea. Problemet er, når mennesker fra samfund, som ikke er så ”udviklede” som vores, kommer til vores samfund. De ved ofte ikke, hvad demokrati er, og hvad det betyder og indebærer for den enkelte borger. Ligesom de ikke hvad, hvad ligestilling mellem kønnene er, og hvad det indebærer, fordi de samfund, som de kommer fra, stadig er bærere af den patriarkalske tilgang til kønnene og samfundet, som vi forlod for over 100 år siden. Ligesom disse mennesker heller ikke forstår den form for fællesskab, som vi har i de nordiske lande – den vestlige verden, hvor vi ofte betaler halvdelen af vores løn til fælleskassen – samfundet. For disse mennesker er det uforståeligt, fordi deres tankegang stadig er knyttet til familien, slægten og klanen. Endelig er der den religiøse dimension, hvor mange af disse mennesker, hvis de er muslimer, ikke forstår og accepterer, at den civile lov står over den religiøse. For os, som bor her, er problemet, at vi skal forholde os til en masse problemstillinger, som vi for længst har forladt. I stedet for at koncentrere os om miljøet, og hvad vi kan gøre for at forbedre det. Det er en fastlåst og ulykkelig situation for alle parter.

Vi så sommerens koncert med Veronica Maggio på Stockholm Stadion, som SVT sendte. Waugh, hvilken koncert, høj elektrisk energi - og Håkan Hellström var gæstesanger. Så bliver det ikke bedre – i Sverige.

Læs mere

Kapitel 23

Vi ser en inspirerende, interessant og spændende norsk tv-serie – Kampen for tilværelsen, som jeg fandt på HBO Nordic: Vi følger en ung polsk mand på 28 år, som skal finde sin biologiske far i Oslo. Vi følger mandens møde med den veluddannede norske middelklasse, og møderne med de mennesker, som han træffer på sin vej, bliver til et puslespil af historier, ligesom de historier, som opstår som sidefortællinger, hvor vi får indblik i middelklassefamiliernes indbyrdes relationer. Endelig er der mødet mellem det fattige Polen og det stenrige Norge. Da jeg begyndte at holde foredrag i Norge – primært i Oslo og omegn, fik jeg et chok over, hvor dyrt alting var. Ligesom det var iøjnefaldende, hvor velklædt nordmændene var i forhold til danskere og svenskere. Norge var dengang – og er det sikkert stadig, et land, som velstandsmæssigt ligger flere niveauer over Danmark og Sverige.

 

Serien går tæt på forældre og børn, og endnu en gang slås jeg af, hvor akavet og kejtet relationen er mellem forældre og børn, når den skildres i skandinaviske serier. Men nordmændene tager stikket: Jeg har aldrig set så kuldslåede relationer i de ægteskaber og familier, som vi præsenteres for. Hvorfor er det blevet sådan i de nordiske samfund, som er blandt de rigeste i verden? Hvorfor er forældre og børn næsten fjender og modstandere, når børnene når puberteten? Det er direkte deprimerende, og serierne skildrer selvfølgelig relationen på denne måde, fordi den spejler virkeligheden. Endnu en gang får jeg bekræftet, at alt afhænger af de karakterer, vi præsenteres for. Hvis de ikke er interessante og vedkommende, kan plottet være nok så godt, uden at det betyder noget. Det bedste er selvfølgelig, hvis karakterer og plot smelter sammen til en højere enhed. Men det afgørende er karaktererne, ikke plottet, som mange fejlagtigt tror. Jeg har egentlig aldrig tænkt over det, selv om det er min levevej, men det må forholde sig på samme måde med romaner. Når man skriver en roman, er man ofte mest fokuseret på plottet, frem for karaktererne. Det er i hvert fald min egen erfaring. Men mon ikke også, at karaktererne og deres indbyrdes relationer, er det vigtigste, når det gælder romaner?

Vi puster ud oven på CSI Las Vegas, hvad nu? Hvad skal vi nu se, når vi spiser frokost? Valget er faldet på Henning Mankells Wallander Collector´s box, som består af 32 film med Krister Henriksson i hovedrollen som Kurt Walander. Vi har kun set en af filmene før, og disse 32 film vil – i bider af 45 minutter, række frem til slutningen af februar, hvor vi skal til Danmark. Vi afsluttede Orange is the new black i Smidstrup Strand, og det er en af de beste serier, vi har set længe. Vi er træt af kriminal og spændingsserier, hvor det altid handler om ”Hvem gjorde det?” Vi er interesseret i serier, hvor vi får fortal en historie om de mennesker, vi følger. Fængselsserien Orange is the new black er et patchwortæppe af historier, som væver sig ind i hinanden og giver mening. Alle mennesker indeholder en spændende historie, og det er disse historier, vi vil høre og se. Ikke ligegyldige mord, som de fleste serier er fulde af.

Læs mere

Kapitel 22

Magasinet Rolling Stone har lavet en top 100 liste over de bedste amerikanske tv-serier nogensinde. The Sopranos topper listen efterfulgt af The Wire, Breaking Bad, Mad Men og Seinfeld. Jeg kan kun lide Mad Men, men listen inspirerede os til at se den serie, som vi ser for øjeblikket – Deadwood, som er en western, der foregår i 1876 i South Dakota, hvor der graves efter guld. Det er dejligt at se en serie, hvor det ikke handler om mafiaen, politiet, narkotika, økonomisk kriminalitet og prostitution, og hvor der ikke snakkes i mobiltelefon hele tiden, eller hænges over en computer. Her rides der på hest i stedet for, og serien beskriver, hvordan the wild west langsomt bliver til et samfund med love og regler.

Lene har tegnet fugle til en bog siden slutningen af maj, hvor vi besluttede at lave en fuglebog. Det er blevet til en stak meget forskellige fugle, som jeg er begyndt at trykke og samle til en bog. Det er et dejligt konkret arbejde i disse dage, hvor jeg ingen indre drivkraft har til hverken at skrive, tegne eller male. Jeg er stadig lettere udmattet og har bare lyst til at flyde af sted uden mål og med. Det regner tungt, og vi har det, som de gamle her kalder for Tjernobylvejr, hvilket betyder lavtryk og træthed og et stort behov for at hvile og sove.

Vi besøgte Mummi i går på Oxenhemmet i Kalmar. Det var tungt. Siden vi besøgte hende sidst, for et par måneder siden, har hun mistet evnen til at gå. Hun kan lige rejse sig og sætte sig i en kørestol, ligesom hun nu sover store dele af dagen. Jeg spiser morgenmad, og så sover jeg hele formiddagen, indtil frokost, og så sover jeg hele eftermiddagen. Hvad tænker du på i løbet af dagen, spurgte jeg. Ingenting, jeg tænker ikke på noget, det er slut, svarede Elsberth, som er næsten blind. Jeg kan ikke se jer, I er nogle udflydende konturer, men jeg kan genkende jeres stemmer. Jeg kan ikke læse avis mere, jeg kan ikke se fjernsyn, jeg kan kun lytte til radioen eller bruge fjernsynet som en radio. Sådan er det nu. Jeg ringede til en af mine gamle bekendte forleden, og han kunne ikke huske, hvem jeg var. Det gjorde ondt. Men sådan er det nu. Flere og flere af dem, som jeg voksede op sammen med, og har haft kontakt med livet igennem, kan ikke længere huske, hvem jeg er. Er de demente? Det ved jeg ikke, men det er svært, når der ikke længere er nogen, som husker, hvem man er. Det gør ondt.

Læs mere

Kapitel 21

Vi genser filmatiseringen af William Boyds roman Any Human Heart, hvor vi følger Logan Mountstuart fra han fødes i England til han dør 85 år senere i Frankrig. Seriens fire afsnit består af punktnedslag i hans liv, hvor vi følger ham i forskellige aldre og faser af livet. Serien får mig selvfølgelig til at tænke på mit eget liv, og hvordan det ville være at se punktnedlag fra mit liv som teenager, i 20-erne, 40-erne og 60-erne – og de sidste år af livet i 80-erne, som jeg forhåbentlig har til gode. Hvad former et liv, hvad skaber det? Først og fremmest den personlighed, man har, tror jeg, og evnen til at gribe de muligheder, som livet tilbyder. Bostedet er også vigtigt. Dels skaber man sit eget sted, men stedet skaber også en. Geografiens vigtighed. Og så selvfølgelig det helt afgørende: Hvem man lever sammen med, ligesom arbejdet også spiller ind som personlighedsskabende. Man bliver det, man gør. Så enkelt er det.

 

Mennesker, som er meget optaget af en eneste ting, dør to gange i livet: Det kan være en topatlet, en kunstner, et menneske som har været meget optaget af sit arbejde – eller, hvad det nu kan være. Når denne aktivitet stopper, eller taber betydning, så dør man, fordi livet taber fokus og mening, tomheden indfinder – og man må genopfinde sig selv, i en ny version, hvor man har flere strenge at spille på, end den ene streng, som man har spillet på indtil da.

Når det kommer til stykket, handler alt i livet om held og uheld: Har du heldet med dig på de rigtige tidspunkter i de rigtige sammenhænge? Eller er uheldet ude efter dig? Livet er en balance mellem held og uheld. Hvis forholdet mellem held og uheld, medgang og modgang, er rigtigt, altså med en overvægt til heldet, vil man opleve, at livet har været godt.

 

Læs mere
Forrige
1 2 3 4 5