Livslinjer

At begribe verden
Bertill Nordahls blog

Kapitel 21

Vi genser filmatiseringen af William Boyds roman Any Human Heart, hvor vi følger Logan Mountstuart fra han fødes i England til han dør 85 år senere i Frankrig. Seriens fire afsnit består af punktnedslag i hans liv, hvor vi følger ham i forskellige aldre og faser af livet. Serien får mig selvfølgelig til at tænke på mit eget liv, og hvordan det ville være at se punktnedlag fra mit liv som teenager, i 20-erne, 40-erne og 60-erne – og de sidste år af livet i 80-erne, som jeg forhåbentlig har til gode. Hvad former et liv, hvad skaber det? Først og fremmest den personlighed, man har, tror jeg, og evnen til at gribe de muligheder, som livet tilbyder. Bostedet er også vigtigt. Dels skaber man sit eget sted, men stedet skaber også en. Geografiens vigtighed. Og så selvfølgelig det helt afgørende: Hvem man lever sammen med, ligesom arbejdet også spiller ind som personlighedsskabende. Man bliver det, man gør. Så enkelt er det.

 

Mennesker, som er meget optaget af en eneste ting, dør to gange i livet: Det kan være en topatlet, en kunstner, et menneske som har været meget optaget af sit arbejde – eller, hvad det nu kan være. Når denne aktivitet stopper, eller taber betydning, så dør man, fordi livet taber fokus og mening, tomheden indfinder – og man må genopfinde sig selv, i en ny version, hvor man har flere strenge at spille på, end den ene streng, som man har spillet på indtil da.

Når det kommer til stykket, handler alt i livet om held og uheld: Har du heldet med dig på de rigtige tidspunkter i de rigtige sammenhænge? Eller er uheldet ude efter dig? Livet er en balance mellem held og uheld. Hvis forholdet mellem held og uheld, medgang og modgang, er rigtigt, altså med en overvægt til heldet, vil man opleve, at livet har været godt.

 

Når man bliver gammel nok, indser man, at man har været mange forskellige personer gennem sit liv. Man er – så at sige, en samling mennesker. Livet sammen med et menneske, fremkalder bestemte sider af ens personlighed. Derfor vil man leve flere sider af sin personlighed, hvis man har flere partnere. Hvorimod man, hvis man har den samme partner livet igennem, vil tendere mod at blive mere endimentionel.

 

Er verden rent af lave? Er det hele ved at gå ad helvede til? Er den vestlige civilisation ved at kollapse som alle de store kulturer før den? Det er i hvert fald det indtryk man kan få, når man følger med i medierne og deres beskrivelse af verdens gang. Godt nok er der terrorattentater her og der og alle vegne. Godt nok sætter religionerne, læs: Islam – pludselig dagsordenen her og der og alle vegne. Godt nok er der kaotiske flygtningestrømme, og godt nok kan man få de indtryk, at klimaet er tæt på at kollapse. Men er det værre og mere foruroligende, end det plejer at være? Jeg synes, at den til enhver tid gældende nutid altid oplever, at det hele står på randen af kollaps og kaos. Jeg kan ikke mindes en tid, hvor man i samtiden har sagt: Gud, hvor går det godt. Alt er, som det skal være. Hvor er vi heldige. Hvilken fantastisk og vidunderlig tid, vi lever i.

 

Livet har tre faser: Først får vi nogle frø foræret, dernæst sår vi disse frø og ser dem spire. I tredje fase skal vi passe og pleje disse vækster.

 

Den nye Kristian Lilholt dobbelt cd kom med posten, han udsender den i forbindelse med, at han er fyldt 60 år – en cd med sange og en med instrumental musik, og det hele pæsenteres i en bog med de to cd´er bagi. Det er en flot bog, det er dejligt, at Kristian i disse digitale tider laver noget så gammeldags som en analog bog med tekster, kommentarer og refleksioner, ren fornøjelse og glæde. Vidunderlig elskov, ren magi, jeg er taknemmelig.

 

Vi kørte til Sofienholm og så udstillingen Himlens Fugle, som var meget inspirerende for Lene at se. 25 malere udstillede, mange af dem var for længst døde, Michael Kvium og John Olesen var de bedste, og så ligger Sofienholm smukt ud til Bagsværd Sø. Da vi spiste frokost i den tilstødende restaurent, var vi omgivet af vores eget segment – kortklippede gråhårede kvinder, som har brugt en time på at gøre sig klar til at forlade huset, og skaldede mænd i kortærmede skjorter og bermudashorts, ligesom vi befolkede udstillingen.

 

Jeg forudbestilte den nye plade fra Leonard Cohen – You want it darker, som udkommer om et par uger. I titelnummeret, som er frigivet, synger han: I´m ready, my Lord. Jeg formoder, at han med det siger, at han er rede til at dø. Til at møde Herren. Men han er også i begyndelsen af 80-erne, femten år yngre end mig, og jeg er absolut ikke rede til at møde Herren. Det er for tidligt. Det er ikke fordi, at jeg har en masse, jeg skal have gjort: Bøger, jeg skal nå at skrive. Malerier jeg skal nå at male. Jeg har skrevet, tegnet, malet og sagt det, jeg skal. Jeg har ikke mere på hjertet. Men jeg vil gerne være her lidt endnu.  

 

Vi så de sidste afsnit af Rectify i går aftes. Serien er så fremragende, at vi sammenligner den med Six Feet Under, som er en af vores favoritserier. Igen er familien i centrum, og igen skildrer serien, hvad der sker i en familie, når en aktør bliver sat i spil – her den ældste søn, som har været i fængsel i 20 år for et mord, han ikke har begået. Nu er han ude, og hvad så? Det sender en dominioeffekt gennem famliens medlemmer.

 

Som altid så vi den direkte udsendelse på SVT1, hvor det bliver afsløret, hvem der får årets nobelpris i litteratur. I år går den til alles store overraskelse til Bob Dylan, hvilket er herligt. Vi har i flere år sagt: Er der nogen, der fortjener at få prisen, så er det Bob Dylan, som er en af de vigtigste tekstskrivere på Jorden siden 2. verdenskrig. Men akademiet har garanteret ikke mod til at give den til ham, har vi også sagt. Men minsanten, om de ikke havde modet, hurra for det. Bob Dylan har været der altid, sådan føles det i hvert fald, siden begyndelsen af 1960-erne – gennem 5 årtier, over 50 år, hvor han ligesom alle store kunstnere, for eksempel Pablo Picasso, har gennemlevet forskellige perioder gennem sin kunst: Den akustiske periode, den elektriske, den politiske, den religiøse og så videre. Mange af hans tekster et kortromaner eller noveller, hvor teksterne modsat Leonard Cohen, er lange og snørklede og næsten surrealistiske med deres drømmeagtige billeder, og så er han en mester i at lave fantastiske rim. Det er fantastisk litteratur, selv om teksterne er tilsat musik. Selvfølgelig vil valget få traditionalister og konservative litteraters pis i kog, hvilket er herligt, og hvilket mod af akademiet at smadre det traditionelle billede af, hvad litteratur er.

  

Tilbage til oversigten