Livslinjer

At begribe verden
Bertill Nordahls blog

Kapitel 22

Magasinet Rolling Stone har lavet en top 100 liste over de bedste amerikanske tv-serier nogensinde. The Sopranos topper listen efterfulgt af The Wire, Breaking Bad, Mad Men og Seinfeld. Jeg kan kun lide Mad Men, men listen inspirerede os til at se den serie, som vi ser for øjeblikket – Deadwood, som er en western, der foregår i 1876 i South Dakota, hvor der graves efter guld. Det er dejligt at se en serie, hvor det ikke handler om mafiaen, politiet, narkotika, økonomisk kriminalitet og prostitution, og hvor der ikke snakkes i mobiltelefon hele tiden, eller hænges over en computer. Her rides der på hest i stedet for, og serien beskriver, hvordan the wild west langsomt bliver til et samfund med love og regler.

Lene har tegnet fugle til en bog siden slutningen af maj, hvor vi besluttede at lave en fuglebog. Det er blevet til en stak meget forskellige fugle, som jeg er begyndt at trykke og samle til en bog. Det er et dejligt konkret arbejde i disse dage, hvor jeg ingen indre drivkraft har til hverken at skrive, tegne eller male. Jeg er stadig lettere udmattet og har bare lyst til at flyde af sted uden mål og med. Det regner tungt, og vi har det, som de gamle her kalder for Tjernobylvejr, hvilket betyder lavtryk og træthed og et stort behov for at hvile og sove.

Vi besøgte Mummi i går på Oxenhemmet i Kalmar. Det var tungt. Siden vi besøgte hende sidst, for et par måneder siden, har hun mistet evnen til at gå. Hun kan lige rejse sig og sætte sig i en kørestol, ligesom hun nu sover store dele af dagen. Jeg spiser morgenmad, og så sover jeg hele formiddagen, indtil frokost, og så sover jeg hele eftermiddagen. Hvad tænker du på i løbet af dagen, spurgte jeg. Ingenting, jeg tænker ikke på noget, det er slut, svarede Elsberth, som er næsten blind. Jeg kan ikke se jer, I er nogle udflydende konturer, men jeg kan genkende jeres stemmer. Jeg kan ikke læse avis mere, jeg kan ikke se fjernsyn, jeg kan kun lytte til radioen eller bruge fjernsynet som en radio. Sådan er det nu. Jeg ringede til en af mine gamle bekendte forleden, og han kunne ikke huske, hvem jeg var. Det gjorde ondt. Men sådan er det nu. Flere og flere af dem, som jeg voksede op sammen med, og har haft kontakt med livet igennem, kan ikke længere huske, hvem jeg er. Er de demente? Det ved jeg ikke, men det er svært, når der ikke længere er nogen, som husker, hvem man er. Det gør ondt.

Jeg har trykt de fugle, som Lene har tegnet fra maj til oktober, og har samlet dem i en bog med titlen Fugleliv. Det er blevet til en fin bog, og det er den anden bog, som jeg trykker på den nye farvefotokopieringsmaskine. Jeg troede ikke, at jeg skulle lave flere spiralbøger, men det skulle jeg. Vi vil sælge bogen i galleriet, når vi åbner det til foråret. Da vi var i Kalmar i går, for at få en synsundersøgelse til nye briller, var vi forbi Ikea, hvor vi købte rammer til fuglene fra bogen. Jeg har indrammet fuglene i dag og har placeret dem på de smalle hylder i spiserummet alias galleriet.

Leonard Cohen er død, han blev 82 år; jeg lærte ham at kende allerede i slutningen af 1960-erne, hvor jeg var bogopsætter på Nordjyllands Landsbibliotek i Aalborg, hvor jeg senere arbejdede fuld tid i et halvt år, da jeg holdt et sabbatår efter realen i 1968. Inden da havde jeg arbejdet et halvt år på et seriegrafiværksted, hvor vi trykkede plakater og andre tryksager. Jeg læste hans to første romaner – Ynglingslegen (1963) og Smukke tabere (1966), inden jeg hørte hans første plade, som udkom i 1967. Når jeg kørte rundt med bogvognen og satte bøger på plads, hændte det, at disse to romaner også skulle sættes på plads, og så fandt jeg et sted, hvor jeg i ubemærkethed kunne læse i romanerne, som var på engelsk. Jeg forstod ikke meget af det, jeg læste, men jeg havde en instinktiv fornemmelse af, at de var vigtige at læse.

Ligesom jeg i samme periode – jeg var 16-17 år, læste de digtere og forfattere, som tilhørte beatgenerationen: Allen Ginsberg, Tom Wolfe, Jack Kerouac og William S. Burrough, og alle de andre, som havde boghandelen City Light Bookstore i San Francisco som mødested. Vi besøgte boghandelen i 2013, da vi var i Californien. Leonard har været der altid, og for Lene og mig har han altid været Leonard. Der har været perioder, hvor jeg ikke har lyttet til ham, men jeg har altid hørt de plader, som er udkommet i perioden, men siden I´m your man har jeg fulgt ham tæt. Han udgav sit sidste album for mindre end en måned siden, hvor han forudsagde, at han snart ville dø. Hans sidste tre album, som han udgav inden for bare fem år, kan ses som en samlet afsked til livet. Det er en mand, som har levet et langt liv, der gør sit tegnebræt op. Det er helstøbte albums, som kryber mere ind under huden, end hans tidlige værker. Måske fordi jeg selv begynder at blive gammel. Han tegnede og malede også, men slet ikke på samme niveau, som hans sange og digte. Det særlige ved Leonards tekster og musik er, at han sammenvævede spiritualitet og seksualitet til et vibrerende og lysende tæppe.

Vi har set Stina Dabrowski interview med Leonard fra 2001, som blev sendt i SVT. Leonard er 67 år i interviewet, altså bare lidt ældre end Lene og mig. Bagefter sagde Lene: Tænk, der er kun 14 år til, jeg fylder 80 år, og kun lidt under 16 år til, jeg er lige så gammel som Leonard var, da han døde. Det er kortere tid end vi har levet sammen, jeg bliver helt svedt ved tanken om, at der er så kort tid tilbage. Leonard snakker om, hvordan livet er blevet lettere for ham, jo ældre han er blevet. Han har læst et sted, at det område i hjernen, hvor bekymringen er lokaliseret, bliver dæmpet med alderen, så han ikke længere er så bekymret, som han plejede at være.

Leonard fylder i disse dage, hvor vi lytter til hans plader og snakker om ham. Hans betydning, for os – den er stor, fordi han er en af de få kunstnere i vores liv, som altid har været der, siden vi var unge. Jeg genhører interviewet med Stina Dabrowski, hvor hun spørger ham, hvad han fik ud af de otte år i klostret hos den japanske zenmester Roshi. Svaret er interessant: Jeg fandt ud af, at jeg ikke er et religiøst menneske. Jeg elsker Roshi, men der er tale om en upersonlig kærlighed, som ikke handler om ham som menneske, men det han repræsenterer. Jeg tænker, at Lene og jeg har det på samme måde med Leonard: Vi elsker ham, men på en upersonlig måde, fordi det ikke handler om ham, og så kender vi ham jo heller ikke. Det handler om hans sange og tekster, som bliver et hus, vi kan gå ind i, besøge – søge ly i, hvor vi kan få svar på nogle af de store spørgsmål, uden at formulere dem, fordi Leonard tekster ofte tager udgangspunkt i tekster fra jødedommen og kristendommen.

I det interview, som han gav et par uger før sin død, i forbindelse med udgivelsen af You want it darker, siger han: For dem, som er lige så gamle som mig – han er født i 1934, altså i mellemkrigstiden – er det helt almindeligt, at man kan referere til religiøse tekster, fordi vi alle er vokset op med dem. Disse tekster har for vores generationer været en fælles referenceramme i kulturen. Men sådan er det ikke i dag. Det er en interessant betragtning, og den får mig til at tænke:

Hvilke fælles referencerammer har vi i dag i samfundet? I det danske samfund, den vestlige verden? Så vidt jeg kan se – ingen, og det er måske derfor, at det i disse år hele tiden diskuteres, hvad der er dansk – danskhed, fordi vi ikke længere har en fælles referenceramme som samfund, hvor vi kan mødes og opleve fællesskab. Jeg tror også, at den nationalisme, som skyller over den vestlige verden, kan have noget med det at gøre: Når vi ikke længere har fælles holdepunkter – referencerammer, søger vi tilbage til det, som vi tror, er det oprindelige – udgangspunktet, en nationalisme, som aldrig har eksisteret, men som vi længes efter, fordi vi forbinder den med fællesskab og tryghed – et sted, hvor vi som et folk, en nation – kan mødes og opleve det sammenhold og den genkendelighed, som vi alle gerne vil være en del af. Som modsætning til det stærkt atomiserede og fragmenterede samfund, vi alle lever i, hvor jeg tror, at mange mennesker søger ly i en subkultur af en eller anden observans, for at have et tilholdssted, et ståsted, hvor de kan skabe en identitet, som giver mening og indhold i deres tilværelse.

Jeg tror ikke, at mennesket har forandret sig i forhold til tidligere. Mennesket har til alle tider haft de samme drømme og længsler og håb, de samme ønsker til tilværelsen. Det, som hele tiden forandrer sig, fra årti til årti, fra generation til generation, er, hvordan disse grundlæggende tilgange og parametre til tilværelsen iscenesætter sig selv, hvordan de tager sig ud, og det vil hele tiden forandrer sig, ofte afhængig af de kommunikationsmidler som findes i kulturen, i dag: Mobiltelefoner, Ipads og computere, som bliver platforme for den interaktion og kommunikation, som finder sted, i dag primært de sociale medier og fora, som for mange bliver steder, hvor de har kontakt med andre mennesker og grupper – ligesindede, ligesom de indhenter deres informationer om, hvad der sker i samfundet, disse steder. Jeg forholder mig ikke til, om det er godt eller dårligt. Jeg registrer, at det er sådan, og forholder mig til, om jeg vil være en del af det, og hvis jeg vil: Hvordan og i hvilket omfang.

Vi er i gang med femtende og sidste sæson af CSI Las Vegas, og i disse dage er det et år siden, vi begyndte at se et afsnit af serien hver dag til frokost. Lene: Når vi er færdige med serien, skal vi så ikke bare starte forfra; det er så hyggeligt at se den.

Keith Jarrets nye bokssæt A Multitude of Angels er formidabelt. Det består af hans sidste koncerter i Italien – oktober 1996, inden han blev syg af det træthedssyndrom, som satte ham ud af drift i nogle år. Jeg så en af de få koncerter, han gav, da han begyndte at give koncerter igen. Det var i Cirkusbygningen i København i 1999, hvis jeg husker rigtigt. Der var tilrejsende fra hele verden, især japanere, fordi han kun gav et par få koncerter om året. Han havde ikke kræfter til mere, så udmattet var han, og han så pludselig tynd, sart og skrøbelig ud. Jeg hørte ham første gang i 1984 i Tivoli, hvor det var en åbenbaring at høre ham spille improviseret soloklaver. A Multitude of Angels sætter således punktum for årene med soloklaver koncerter, som tog fart, da han udgav Köln koncerten i 1975. Han spillede disse meget krævende koncerter, hvor han ud af ingenting, skabte vidunderlige og fantastiske koncerter, i over 20 år, og de endte med at slide ham op, fordi alt kom indefra ham selv.

Växjö: Jazzfestival på PM & Vänner, som er et samlet koncept bestående af hotel, restaurent, bistro, bageri, cafe og bar, hvor man lægger vægt på økologiske varer fra nærområdet, altså Småland. Vi overnattede, og har vi overnattet på et bedre hotel i Norden, jeg tror det ikke. Huset, som rummer PM & Vänner, er tegnet og indrettet af den svenske arkitekt og designer Jonas Lindvall. Total nordisk minimalisme, når den er allerbedst og mest inspirerende, og hvor brugen af unikke materialer højner oplevelsen. Man føler sig ganske enkelt godt tilpas i den slags omgivelser. Restauranten er blevet kåret til den bedste i Norden, vi prøvede at få plads, men der var udsolgt. Vi spiste på bistroen i stedet for – elgsteak med tilbehør, har vi fået en bedre steak? Nej! Der var koncerter overalt i huset fra sidst på eftermiddagen til midnat. Især to bands stak ud – Oddjob, som går for at være Sveriges bedste jazzband, gav en fantastisk koncert – og så Pombo, som fusionerede pop og rock og jazz og visesang. Det var dejligt at opleve koncerterne i et lokale, hvor vi kun var et par hundrede mennesker, intenst og intimt. De eneste ridser i lakken var, at vi endnu en gang oplevede mobiltelefonernes tyranni. Det er skræmmende, nedslående og deprimerende, hvordan mobiltelefonerne fylder alt i det offentlige rum, både når folk spiser sammen eller er til koncert, eller hvor de nu er, eller hvad de nu gør. Alle mennesker, uanset alder – mit egen aldersgruppe er storslem, har hele tiden gang i deres mobiltelefon, som de rastløst bladrer i og tjekker hele tiden. Alt mens deres kæreste eller kone eller mand, som de sidder og spiser med, eller er til koncert med, gør det samme. Hvem er overhovedet til stede, hvor de er?

Jeg har besluttet af lave endnu en bog, på svensk – Skoghult, en liten by på landsbygden i Småland, til salg i galleriet, når vi åbner til foråret. Bogen skal bestå af den hovedtekst, som jeg skrev til den bog, som vi overvejede at udgive i forbindelse med Skoghults 100 års fødselsdag. Bogen blev ikke til noget, fordi der ikke var økonomi til det – og bidragsydere nok. Der er tale om en ret lang tekst – 46 bogsider, hvor jeg reflekterer over livet på landsbygden, fordele og ulemper. Derudover vil jeg bruge teksterne fra den bog, som jeg lavede, da vi flyttede herop i 2006. Det var min måde at erobre stedet på – en bog med tekster, fotografier og tegninger: Skoghult – en liten by i Glasriket i Småland, som jeg gav til beboerne i byen. Siden da, har jeg skrevet en række nye tekster, som jeg også vil bruge, og mon ikke også, at jeg skriver nogle helt nye tekster til bogen? Det tror jeg. Det bliver mit punktum – min afsked, med Skoghult, Småland og Sverige. Jeg vil skrive, redigere, layoute – lave omslag, og producere bogen hen over vinteren og få den trykt i det tidlige forår.

Oddjobs live indspildning fra Bremen: 2½ times mageløs jazz, stærkt påvirket af Miles Davis og Wheater Report.

Nu begynder lærrederne at arte sig, som jeg gerne vil have, at de skal være; eller rettere sagt: Se ud. Jeg har lagt lag på lag på lag på, af hvidt og gråt, så farven og overfladen nu har fået den slidte skiferagtighed, som jeg søger. Jeg har fået den ide, at jeg vil skrive haikudigte på fladen, og så skal Lene male fugle. Det bliver spændende at se, om det går i spænd sammen; om det skaber den helhed, som jeg søger. Jeg foresiller mig en samlet ophængning med de skifergrålige lærreder i galleriet.

Trump: Verden holder vejret og venter spændt på, hvad han vil gøre som præsident.

Tilbage til oversigten