Livslinjer

At begribe verden
Bertill Nordahls blog

Kapitel 25

For 2 år siden tog jeg de første notater til en roman, som jeg kaldte for Sugarbabe, hvor jeg ville undersøge det fænomen, at mange teenagepiger opretter seksuelle profiler på sexsites på nettet, hvor de lyver sig ældre og leger med ilden i forhold til ældre fyre og mænd. Det man også kalder for sugerdaddy fænomenet. Men jeg kom aldrig i gang med at skrive romanen i 2015, hvor jeg havde planlagt at gøre det. Jeg blev optaget af noget andet, som jeg ikke kan huske, hvad var. Men nu vil jeg prøve igen, og allerede på anden dagen lavede jeg en hurtig skitseret synopsis med 30 kapitler.

Jeg har fået godt gang i skriveriet – Sugarbabe, som jeg skriver på, mens jeg ser atletik. Jeg følger i store træk de 30 kapitler, som jeg har plottet, men det ændrer sig selvfølgelig alligevel undervejs. Min skriveteknik er den, at jeg først skriver handlingen sammen med nogle råreplikker, og så tager jeg senere og laver en reel opsætning af teksten, som den kommer til at se ud i en bog.

6 uger senere: Den første gennemskrivning af romanen er færdig.

Lene har læst Sugarbabe og synes, at det er en god roman. Men skal faderen Otto ikke lidt mere på banen? Jo, det har hun ret i, og jeg hargennemarbejdet manuskriptet endnu en gang og har lagt noget til og trukket noget fra, så romanen nu ligner noget, der er færdigt og klar til trykning. Selv om jeg får romanen trykt inden for de næste par måneder, vil jeg vente med at udgive den til slutningen af august, hvor skolen begynder igen. Hvis jeg udsendte den inden skolernes sommerferie, vil den komme i klemme og sikkert forsvinde i det almindelige nu-er-det snart-sommerferie kaos. Romanen starter sådan her:

  

”Bea skriver ”Sugarbabe20” og logger ind på sitet. Hun er spændt på, om der er kommet svar på det, som hun skrev sent i går aftes, lige inden hun gik i seng:

         ”Sugarbabe er med på den værste, er du også?”

         Bea ved ikke, hvorfor hun skrev det, og hun ved heller ikke, hvad hun mener med ”er med på den værste”. Det dukkede bare op i hovedet på hende.

         Bea smiler, da hun ser, at der er treogtredive svar. Hun mærker ophidselsen brede sig i kroppen.

         Så er der showtime.

         Det er det bedste, hun ved.

       Bea ser en masse fyre for sig, som fantaserer om, hvordan hun ser ud.

         Er hun høj og slank og lyshåret? Mørkhåret eller rødhåret? Er hun lille og slank? Eller buttet? Fed? Har hun små eller store bryster? En lille eller stor røv? Eller en pariser? Lange eller korte ben? Har hun brune øjne, eller blå og grå eller grønne? Er hun barberet eller ikke?

         Det er en dejlig følelse at være centrum for fyrenes opmærksomhed.

         Deres fantasi.

         Deres begær.

         Deres lyst.

”Ken her, hvor skal vi mødes Sugarbabe, kommer overalt, Laser12.”

         ”Hvor skal vi mødes, søde? Jeg kender et godt hotel i København. Jeg har en sukkerstang til dig, som du kan sutte på. ZappoW34.”

         ”Jeg er ikke en drengerøv, som alle de andre, men en voksen mand, som ved, hvad jeg skal gøre ved en pige som dig, John567.”

Bea læser ”John567” en gang til: ”Jeg er ikke en drengerøv, som alle de andre, men en voksen mand, som ved, hvad jeg skal gøre ved en pige som dig.”

Hvorfor skriver han 567? Er det en slags kode eller de tre sidste cifre i hans mobilnummer eller hvad?

         Bea mærker en pludselig lyst. Det er det med ”en voksen mand”, som sætter noget i gang i hende.

         Hun har været sammen med jævnaldrende drenge til fester, men de er alt for uerfarne. De ved ikke, hvad de skal gøre, fordi de selv er nybegyndere.

         De fumler rundt og er mest optaget af sig selv. Det har altid været kikset, når hun har været sammen med en på hendes egen alder. Og så er de så umodne, at det ikke er til at holde ud.

                    

Bea lader øjnene glide ned over meddelelserne:

         ”Hej Sugarbabe, hvem er ikke med på den værste, jeg er i hvert fald, bor i København, træffes? KurdoQW34.”

”Hvor skal vi mødes Sugarbabe? Jeg er totalt hot. AllZ5.”

         ”Bor i Vanløse, og venter bare på dig, er du der? Sigi69.”

Det er utroligt, at så mange fyre svarer.

Er de lige så ofte på sitet, som hun er?

Er de singler, eller har de en kæreste eller kone?

Det må være mærkeligt at have en kæreste eller kone, og så samtidig være aktiv på sitet.

Hvad tænker de dog på?

Men måske er der også piger og kvinder, som har en kæreste eller mand, som også er aktive på sitet. Det er vildt, hvis de er det, når de er i et forhold eller ægteskab.

Hvordan tør de?

Hvordan kan man finde på at gøre det?

         Keder de sig?

         Savner de spænding i deres liv?

Hvorfor er hun selv på sitet?

Godt spørgsmål. Rigtig godt spørgsmål. Svaret er, at hun ikke kan lade være. Hvorfor hun ikke kan lade være, ved hun ikke. Men det er sådan, det er.

Det er det første, hun tænker på om morgenen, og det sidste hun tænker på, inden hun lægger sig til at sove.

         Er der noget galt med det?

         Måske, måske ikke.

         Men det er sådan, det er.

         Hun kan ikke lade være.          

            

Hun hedder egentlig Beatrice, et mærkeligt navn, som lyder som noget fra gamle dage. Som navnet på en komtesse i en gammel dansk film.

         Hun er opkaldt efter sin oldemor, som hendes mor havde et nært forhold til, da hun var barn.

         Bea kan ikke huske hende, men hun har fået at vide, at de hilste på hinanden, da hun var helt lille.

Bea ved godt, at hun ikke er en, som man vender sig om efter på gaden.

         Sådan ser hun ikke ud.

         Hun ser ikke speciel ud på nogen måde.

         Hun er ikke smuk-

         Men hun er heller ikke grim.

         Hun stikker ikke ud på nogen måde.

Hun er hverken for lille eller for høj, eller for tynd eller tyk. Ligesom hun ikke er rødhåret eller sorthåret eller blond. Hun er helt almindelig leverpostejfarvet, som det hedder.

        

Hendes øje er heller ikke specielle.

       De er ikke grønne eller meget mørkebrune eller tindrende blå. De er gråblå, som de flestes øjne. Som himlen på en overskyet dag. Sådan er hendes øjne.

        

Der er ikke noget specielt ved hendes udseende.  

         Noget iøjnefaldende.

       Der er ikke noget, som hun kan blive drillet for.

         Eller moppet for.

Heller ikke næsen, som ikke stikker ud. Eller ørerne. Munden. Alt er så almindeligt, som det kan være. Men der er et område, som Bea ved, at hun er anderledes på.

Hun er sød.

Hun er meget sød.

Hun er rigtig meget sød.

Det ved hun.

Bea har altid været sød, og hun lærte tidligt, at det var den bedste måde at få sin vilje på.

Alle hendes veninder er sure, mopsede, irriterede og næsten aggressive, når det gælder deres forældre. De er næsten i krig med deres forældre. Især deres mor.

Men det er Bea ikke.

        

Hendes taktik er at være sød, imødekommende og venlig. Hendes mor har altid kaldt hende for ”Søde Bea”, og det er der mange voksne, der gør.

Bea er sådan en sød pige, har hun hørt, siden hun var lille. Det har hun tit trukket på smilebåndet over, for selvfølgelig er hun ikke bare sød.

en det er effektivt.

         Forældre, lærere, pædagoger og voksne i det hele taget elsker børn og unge, som er søde, venlige og imødekommende.

De lærte hun tidligt.

Selvfølgelig kan hun være sur og irriteret på sine forældre. Selvfølgelig kan hun blive stiktosset på dem, og have lyst til at råbe og skrige ad dem. Men hun benytter en helt anden taktik end pigerne på hendes egen alder.

Hun er ikke konfronterende.

Hun er ikke provokerende.

Hun kæmper ikke for at få sin vilje.

Hun bliver ikke mopset.

Hun går ikke amok og kalder sin mor ”kælling” og hvad hun ellers har hørt, at hendes veninder kalder deres mor for.

Bea ved som oftest, hvad hendes mor og far gerne vil høre. Hun har en radar, som fortæller hende, hvad hun skal sige, for at få fred. For at få det, som hun gerne vil have. For at få det, som hun gerne vil have det. For at få lov til det, som hun gerne vil gøre.

For at få sin vilje.

Hun siger præcist det, som hun ved, at de vil høre, og så gør hun ellers, hvad der passer hende.

Uden at sige det til dem.

Uden at spørge dem om lov.

Bea så tidligt, at det er det trick, som de fleste drenge benytter sig af: De gider ikke tage alle de der vilde og voldsomme kampe med deres forældre, som de fleste piger gør.

De siger i stedet det, som de fornemmer, at deres forældre vil høre, og så gør de ellers, hvad der passer dem. Det er en smart strategi, som hun har haft stort glæde og nytte af, og som hun varmt kan anbefale.

Du er den største manipulator, jeg kender, ynder hendes bedste veninde Sille at sige, og det har hun selvfølgelig ret i.

Omvendt siger hun til Sille: Jeg fatter ikke, at du gider tage alle de kampe med din mor, hvor I begge to bliver kede af det, og hvor du alligevel ikke får din vilje.

Bea ved godt, at hendes forældre ville blive chokerede og bestyrtede, hvis de vidste, hvad hun lavede på sitet. Det ville ryste dem i deres grundvold, fordi de har et helt andet billede af hende.

For dem er hun stadig lille søde Bea, som altid er smilende og imødekommende. Sådan er hun stadig, ja. Men hun er også så meget andet, som de slet ikke lægger mærke til.

De ser bare det, som de vil se.

Alt andet eksisterer ikke, fordi det ikke passer dem. Det gør dem trygge, at hun er Søde Bea, og at de ikke har de problemer med deres teenagedatter, som alle andre forældre har.

Men de skulle bare lige vide, ha-ha-ha.

Bea klikker på ”John567” og skriver: ”Hvor voksen er det lige, du er?”

         ”John567” sidder tilsyneladende ved sin computer, for svaret kommer straks:

         ”Jeg er så voksen, som du vil have mig.”

         ”Hvad er det, du kan, som de andre ikke kan?”

         ”Jeg kan få dig op at flyve.”

         ”Hvor er du?”

         ”Jeg er lige her.”

         ”Hvor bor du?”

         ”København og omegn, dig selv?”

         ”Det samme sted. Hvordan ser du ud?”

         ”Jeg ser ud, som du forestiller dig, at jeg ser ud.”            

         ”Og hvordan er det så lige, at jeg forestiller mig, at du ser ud?”

         ”Jeg er en voksen mand, men jeg er ikke gammel, hvor gammel er du, Sugarbabe?

         ”Jeg er gammel nok?”

         ”Du lyder både moden og voksen.”

         ”Godt gættet.”

         ”Og du er garanteret også sød og betænksom, har jeg ret?”

         ”Uhm.”

         ”Gør du dig kostbar?”

         ”Måske.”

         ”Jeg kan rigtig godt lide en pige, som gør sig kostbar?”

          ”Hvorfor det”

         ”Det betyder, at hun værdsætter sig selv.”

         ”Uhm.

         ”Nu driller du vist.”

         ”Uhm.”

         ”Jeg må løbe, er det i orden, at jeg kontakter dig igen?”

         ”Uhm.”

Lørdag

Bea vågner med et sæt.

         Hvor er hun?

         Hun spærrer øjnene op, men hun kan ingenting se i det mørke rum, som hun befinder sig i.

Bea forsøger at rejse sig, men hun kan ikke bevæge sig, fordi hun er bundet på hænder og fødder med et tykt reb. Hun er ikke bundet så stramt, at det gør ondt. Men sådan, at det er svært for hende at røre sig.

         Beas hjerte hamrer af sted.

         Hvorfor er hun bundet, og hvor befinder hun sig? Hun kniber øjnene sammen. Det hjælper. Øjnene vænner sig langsomt til mørket. Hun ligger på en smal seng med et tæppe over sig.

         Hvad laver hun her?

         Hvad er der sket?

         Bea har ondt i hovedet. Det føles som tømmermænd. Hun genkender fornemmelsen fra de gange, hun har været beruset og fuld og har vågnet dagen efter. Halsen er tør som sandpapir. Hun kan mærke, at hun har savlet.

Hun begynder at ane konturerne i rummet. Det er et lille rum.

         Er det et børneværelse?

         Et gæsteværelse?

         Et opbevaringsrum af en slags?

         Ud over sengen er der et lille bord, og hun kan også skimte et lille spejl på væggen. Det skinner i mørket, som nu er blevet til tusmørke. Billederne på væggen ligner plakater, men hun kan ikke se, hvad de forestiller.

         Hun lytter efter?

         Er der nogen i huset?

         Eller er det en lejlighed, hun befinder sig i?

         Hun lytter intenst efter lyde. Der er helt stille. Der er ingen tegn på, at der er andre mennesker. Men der er noget, der suser.

        Er det træer?

         Nej, det lyder anderledes end træer, der suser. Det lyder mere som vand. Som havet. Som bølger, der ruller ind.

         Er hun i nærheden af noget vand?

         En stor sø eller et hav?

         Det giver ikke mening. Der er ikke nogen stor sø eller et hav i nærheden af Brønshøj, hvor hun bor. Der er kun Utterslev Mose, og det er sjældent, at man kan høre vandet der.

I et nu husker hun, at hun kørte af sted i en bil sammen med en mand. En mand. Med ”John567”, som hun havde mødt på det site, hvor hun har en profil.   Sveden springer frem på hendes krop. Efterfulgt af en voldsom kvalme. Angsten jager gennem hende og giver hende åndenød.

         Hvad er der sket? Hun husker, at hun mødte John ved Torvehallerne ved Nørreport Station, hvor hun kun havde været et par gange før med sin mor. Det var John, som foreslog, at de skulle mødes der. De skulle mødes klokken fire. Hun havde taget bus 5A derind og var kommet i god tid. Det vrimlede med mennesker, som handlede ind eller spiste på et af de mange spisesteder.

Bea stillede sig på torvet mellem hallerne. Hun havde sommerfugle i maven. Nu vidste hun, hvad det vil sige, at have sommerfugle i maven. De myldrede rundt, mens hun tænkte, at alle måtte kunne se, hvor nervøs hun var.

         ”Hej, Bea.”

         Hun vendte sig om med et sæt.

         Der stod han, og han så anderledes ud, end hun havde forestillet sig. Han lignede de fotografier, som han havde mailet til hende, men det måtte være ungdomsbilleder, for denne mand så ældre ud. Han lignede en mand på hendes egen fars alder.

         Bea mærkede panikken brede sig.

         Hvad havde hun gang i?

         ”Skal vi finde et sted og sætte os, Bea?”

         Hans stemme var mørk, og hun kunne godt lide den måde, han sagde Bea på. Han sagde det på en måde, som fik hende til at føle sig speciel.

Tilbage til oversigten