Livslinjer

At begribe verden
Bertill Nordahls blog

Kapitel 15

Det er svært at forestille sig, at der kommer mere sne, men for et par år siden, kom sneen tilbage i marts og lå til slutningen af april. Men lige nu – denne lørdag i slutningen af februar, skinner solen intens og luften bobler af forår, selv om der kun er et par graders varme. Det er især lyset, der ændrer sig dag for dag: Der er lyst allerede klokken halv syv, og der er denne specielle følelse af optimisme og fremtidstro i luften, som foråret altid bærer med sig. Luften emmer af frugtbarhed og nye begyndelser, samtidig med, at den også indeholder afslutninger. Processer, der er afsluttet. Indendørs livet, som nærmer sig sin afslutning. Udendørs livet, der venter forventningsfuld.

Måske denne gang.

På et tidspunkt vil jeg prøve at bo et helt år i Skoghult, uden at besøge Danmark. Jeg vil prøve, hvordan det er at være så længe væk fra mit hjemland. Hvad vil det gøre ved mig? Hvilken indflydelse vil det få på mit liv og det, jeg gør?

Der er 38.000 plejehjemspladser i Danmark.

Vi er trætte i dag, vi er møre i kroppene, fordi vi var forbi vores naprapat i går. Vi fik den store tur, hvor kroppen blev gennemgået fra a til z, og det betyder, at der frigøres energier og spændinger. Som regel sættes der gang i de energier, der findes i kroppen. Gennemgangen af kroppen, hvor vi strækkes og bøjes og masseres og får ultralyd og måske også får sat nogle nåle i her og der, virker som et slags forstørrelsesglas og fremkalder det, som findes i kroppen. Det betyder, at man som regel får det dårligt i dagene efter, fordi kroppen skal frigøre sig fra de dårlige energier og finde tilbage til en ny balance. Hvis det går godt, vender det på det tredje og fjerde dagen. Vi lytter stadig til Carly Simons lydbog, når vi kører, og jeg har brugt dagen til dels at pakke, og til at lytte på gamle interviews og koncertoptagelser med Carly Simon. Det er inspirerende og berigende, fordi jeg har fulgt hende siden 1971, hvor hendes første album udkom. Jeg er påvirket af hendes meget personlige måde at synge på, ligesom jeg er inspireret og påvirket af hendes meget personlige tekster. Hun sætter sig selv i spil og på spil, og det kan jeg vældig godt lide. Sikkert fordi, jeg selv gør det.

Læs mere

Kapitel 14

Jeg har malet syv lærreder over de sidste dage. Det må være tredje eller fjerde gang, at jeg maler lærrederne over, og det tykke lag af maling på lærrederne fortæller deres egen historie om de billeder, jeg har malet på dem de sidste ti år eller mere. Jeg fik den ide, at jeg ville male nogle baggrunde til Lenes fugle, så vi kan fortsætte vores samarbejde på lærred. Det er helt anderledes at male på lærred end på papir. Lærredet kan ikke som papiret indoptage vand, hvilket gør, at jeg må bruge en anden teknik på lærredet for at få den virkning, som jeg får frem på papiret. Eller også skal jeg prøve på noget andet og undersøge, hvad lærredet har at byde på. Det jeg søger er en særlig form for mættet enkelthed, så Lenes fugle kan komme til deres ret. Baggrunden må ikke larme, men skal alligevel være så stoflig, at fuglene har noget at folde sig ud på. Vi så på lærrederne i går aftes, efter vi havde set et par afsnit af den svenske serie Ängelby - et pauseindslag, efter første del af Heimat, som vi fortsætter med at se anden del af i morgen. Lene vil prøve at male fugle på den måde, som hun gjorde til Et år til omslaget. Altså fugle, som hun streger op – tegner i kontur, så baggrunden skinner igennem dem. Det bliver spændende at se, hvad der sker. Jeg kan mærke, at det gør hende lidt nervøs at skulle male på lærred. Sikkert fordi at et lærred opleves som mere seriøst at male på end papir, hvilket det ikke er, men det er sådan, det opleves. Ängelby er en fantastisk og overraskende serie, som kun kan udspille sig i Sverige, fordi naturen fylder så meget i den. Fordi der ikke findes natur i Danmark, så eksisterer naturen heller ikke i dansk kunst, hverken på film eller i musikken, måske i billedkunsten, men det er ikke meget. Hvorimod naturen er til stede overalt i svensk kunst, uanset hvilket udtryk der er tale om. Sverige er grundlæggende et meget naturvidenskabeligt orienteret samfund, ligesom svenskerne generelt er meget jordbundne, fornuftige og praktiske. Men igen – naturen findes, og den dukker hele tiden op i kunsten - og Ängelby, hvor der helt overraskende er fyldt med overnaturlige indslag, som aldrig ville findes i en dansk serie. Det overnaturlige bliver ubesværet en accepteret og integreret del af livet og hverdagen, og når vi går i skoven, snakker vi ofte om, at det ikke er så mærkeligt, for de svenske skove emmer af feer og trolde og mærkelige væsener. Af under og overjordiske væsener, som derfor indgår i det almindelige folkevid og tilgang til tilværelsen, som det for eksempel kommer til udtryk i Astrid Lindgrens bøger.

Vi er optaget af den svenske akvarelmaler Lars Lerin, som er 61 år, hvilket betyder, at han har levet i mange år som kunstner. Ikke i upåagtethed, men pludselig er han gået gennem lydmuren og er blevet svenskernes darling – folkekær og elsket, fordi han er historien om et menneske, som har været ude i det ene og det andet misbrug, og efter mange år er blevet afgiftet, samtidig med, at han har omsider har fundet kærligheden. Lars Lerin er bøsse, og en stor del af hans identitet ligger i hans seksualitet – også i forhold til svenskerne, som elsker deres seksuelt anderledes kunstnere, det være sig bøsser eller lesbiske, transseksuelle eller drags, hvilket bryder med de ofte meget stereotype opfattelser af svenskerne, som danskerne har. Jeg kender ikke til noget andet samfund som i den grad går op i individets ret til at være sig selv – uanset hvad, bare man ikke generer andre. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg opdagede Lars Lerin og blev opmærksom på hans akvareller. Det må være 5-6 år siden, og jeg har aldrig set akvareller som hans. Det er uovertruffet artisteri, og han har en teknik, som det kun er få forundt at have. Han har sit eget museum i Karlstad, som ledes af hans brasilianske mand Junior. Lars Lerins folkeliggørelse betyder, at han pludselig høres og ses overalt i mediefladen. Der er ingen ende på de programmer, som han ikke er med i, og det er lige før, at det kammer over, men samtidig er det ham vel ondt. Han er en af den slags mennesker, som man ikke kan lade være med at holde af, fordi hans facon og væremåde er så ydmyg og afvæbnende. Vi planlægger at besøge hans museum til maj eller juni. Jeg glæder mig.    

At tænke på alle de mennesker, som har passeret gennem det liv, man har levet – jeg har levet, alle de mennesker, som man – jeg, har været i kontakt med gennem livet. Det er utrolig og overvældende at tænke på. Menneskemøder – ofte i en arbejdssammenhæng, faglig sammenhæng eller interesse sammenhæng. Ofte har jeg tænkt: Det her er et møde, som bliver til et venskab. Eller: Det her venskab fortsætter selvfølgelig. Men sådan er det ikke. Set tilbage har livet været befolket med kvinder og mænd, som har haft deres plads og betydning i en bestemt periode, hvor vi har haft et arbejdsfællesskab eller været optaget af det samme i en klub, gruppe, fællesskab eller bevægelse. Ofte af stor intensitet, så det i den givende situation og sammenhæng var svært at forestille sig, at kontakten ikke skulle fortsætte. Men det gjorde den ikke. Den gled ud og forsvandt. Og man kunne pludselig møde hinanden mange år senere og stå der lidt kejtede over for hinanden og sige forfjamsket, at vi da måtte ses. Men det skete ikke. Tiden var forpasset. Tiden var gået, og det der var engang, var der ikke mere. Fællesmængden var væk. Der var kun nostalgien og minderne tilbage, og hvor længe kan man varme sig ved det? Det er få kontakter og venskaber, der står tidens tand og distance og holder. Uanset hvad der sker. Er man heldig er der et par venner, der holder ved. Men – i nogle øjeblikke, har alle disse mennesker, som man ikke længere har kontakt med, sat deres fingeraftryk på ens liv og været med til at forme en til den, som man er nu. Det hænder, at nogle af disse mennesker dukker op i mine tanker: Lever de stadig? Hvor bor de? Hvad laver de? Hvordan er deres liv? Jeg kom til at tænke på alt det her, mens vi så nogle afsnit af Heimats andel del i går aftes. Andel del foregår i årtiet mellem 1960 og 1970, hvor vi primært følger den ene af Maries tre sønner Herman, som uddanner sig til komponist i München. Anden del er min favoritdel, fordi vi følger en gruppe unge mennesker, som træder i karakter som mennesker og kunstnere; musikere, komponister, skuespillere, instruktører, digtere, forfattere. Det er fascinerende og berigende at følge dem; jeg tror, at mange mennesker har oplevet i en periode af deres liv at være tilknyttet en gruppe – et fællesskab, som får afgørende betydning for resten af deres liv. Der er ofte tale om en kort og intens periode, som ikke desto mindre kaster lange skygger og lys resten af livet. For mig har fællesskabet i atletikklubben AIK, Vejgaard i Aalborg haft den betydning, ligesom min første mandegruppe i Esbjerg havde det – og senere mandebevægelsen i København. Fællesskaber, som har haft den dobbeltbetydning, som afgørende fællesskaber altid har: En faglighed, interesse eller opgave, som man mødes om – og så, samtidig, en menneskelig vækst, en bevidstgørelse, som man fører med sig videre i livet.  

Så er primærvalgene i gang i USA, hvor republikanerne og demokraterne skal vælge deres kandidater til præsidentvalget til november. Vi rejste i Sydamerika i 2008, da Obama og Hillary Clinton fightede om, hvem som skulle repræsentere demokraterne ved valget. Vi fulgte mange intense debatter på de forskellige hoteller, hvor vi overnattede, og det var svært at forholde sig til, om det var bedst, at det var en afroamerikaner eller en kvinde, som skulle være kandidat. Det blev Obama, som vandt og set tilbage, var det ikke godt. Han har vist sig at være en svag præsident, som ikke mestrer det politiske spil, med det resultat, at han stort set har været handlingslammet gennem otte år. Det skulle have været Hillary, som er meget rutineret og dygtig, som vandt dengang, men nu har hun chancen. Jeg krydser fingre for, at det bliver hende, der bliver demokraternes kandidat. Ligesom i Europa, er en del amerikanere trætte af de etablerede politikere, som de ikke mener, kan matche de problemer, som findes i verden nu. Som i Europa går der en nationalistisk bølge gennem USA, som er båret af længslen efter den stærke leder, som kan fikse det hele. I Europa er det flygtningestrømmene, som skaber nationalismen, og det er afmagten i den forbindelse, som aktiverer længslen efter den stærke leder, som tør skære igennem og udvise den brutalitet i forhold til flygtningene, som mange mener, at der er behov for, fordi de europæiske samfund ikke kan indoptage alle disse mennesker. For mig at se handler det om, at vi som europæere i denne tid får testet vores demokratier: Er vi så demokratiske og humane, som vi altid har bildt os selv ind, at vi er? Er vi sande demokrater, når det kommer til stykket? Eller er det bare tomme ord, som vi altid har svøbt os i, når vi snakkede om andre lande og deres indvandrer og flygtningeproblemer? For eksempel USA, som vi altid har haft travlt med at kritisere i Europa, og nu oplever vi selv en afmagt, som vi har svært ved at håndtere. Jeg er sikker på, at det i det lange løb er en rigtig god og vigtig læreproces for os alle.  

Jeg var på Facebook for nogle år siden, men stoppede, fordi jeg ikke bryder mig om det, som Facebook står for. Men nu er jeg på igen – ikke som privatperson, men fordi jeg har oprettet en side i galleriets navn – Lilla Galleriet i Skoghult i Småland, hvor vi vil orientere om, hvad der foregår. Jeg er stadig ambivalent omkring Facebook, men jeg tænker, at det er en god måde at synliggøre galleriet på. Hvis jeg bliver træt af det, kan jeg altid nedlægge siden. Jeg vil primært lægge fotografier ud, fordi gode fotografier fortæller mere end mange ord.

Læs mere

Kapitel 13

Et år til er gået i produktion: Jeg mailede Lenes og min første fælles tegning til Tor, og han har lavet et aldeles vidunderligt omslag, som har lige præcis den følelse, som jeg gerne vil have, at det har. Så nu er også Et år til sat i produktion. Jeg havde en fin oplevelse hos Flügger i Kalmar: Som altid faldt vi i snak med de to ansatte – Kennet og Fredrik, de er et par hyggemåse, som elsker at snakke, og de havde tjekket vores hjemmeside, siden vi var der sidst, og den ene af dem fandt de svenske haikupost kort, som jeg har lagt ud. Prøv at læs dem højt, sagde jeg til ham, og det gjorde han. Det var en intens oplevelse at høre ham læse højt - på svensk, mens han undervejs blev overrasket over det, han læste. Det er jo livsvisdom, sagde han.

Da jeg kiggede ud af vinduet i morges, så jeg en hjort rejse sig i drivhuset og forsigtigt stikke hovedet ud – og derefter forsvinde lige så stille gennem haven. Er drivhuset blevet dens vinterresidens? Senere stoppede posten med tre kasser bøger. Det var Varje dag är evigheten, som ankom, og hvilken smuk bog det er blevet. Det er altid en helt speciel oplevelse at holde en ny bog i hånden, uanset hvor mange jeg har skrevet tidligere. Hver gang er det en ny begyndelse, og jeg ved, at lige præcis denne bog allerede er sin egen. Den tilhører ikke længere mig. Den er sig selv. Den er sin egen. Jeg har oploaded e-bogs versionen af Varje dag är evigheten hos Publizon, så den nu også findes tilgængelig for danske læsere som e-bog, hvilket den fysiske bog ikke bliver, fordi den kun vil blive solgt i vores galleri, når det åbner i det sene forår, sikkert i slutningen af april eller begyndelsen af maj.

Weather Report, The legendary Live tapes: 1978-1981, Joe Zawinul, Wayne Shorter, Joco Pastorius, Peter Erskine, waugh! Fire fantastiske cd-er med koncertoptagelser af bandet, som var med til at skabe det, som i dag kendes som fusionsmusik, og alligevel er det alt for snævert at betegne gruppens musik som fusionsmusik. Jeg vil nok betegne det som verdensmusik, og jeg var så heldig at høre gruppen flere gange i koncert. Faktisk to gange indenfor den samme weekend. Første gang var på Roskilde Festivallen i 1976, som Jette, Inger, Lars og jeg var taget til for at høre netop Weather Report, som var grupppen i de år. Men derudover hørte vi selvfølgelig nogle af de grupper, som også spillede på festivalen: Dr. Hook, som optrådte spillernøgne, hvis jeg husker rigtigt, og Steeleye Span, som havde et megahit med Up around my hat. Men hovedbegivenheden var Weather Report som spillede lørdag aften, og det var en mageløs koncert. Næste formiddag tog vi toget til Århus, hvor der på Århus Stadion blev afholdt en jazzfestival med Weather Report som hovednavnet. Inden de gik på scenen sidst på aftenen, havde vi hørt det danske band Secret Oyster og de amerikansk-indiske band Shakti med John McLaughlin, som havde skabt denne gruppe efter årene med Mahavisnu Orchestra. Og så var der også et band med trommeslageren Billy Cobham, og et med George Duke, så det var en overvældende oplevelse at komme fra Roskilde til Århus Stadion.

Så er vi begyndt på den store Heimat serie, som jeg blev opmærksom på engang i begyndelsen af 1990-erne, hvor den blev sendt på dansk tv. Jeg så den ikke, men jeg kunne forstå, at det både var en anderledes, enestående og fantastisk serie. Jeg blev opmærksom på serien igen, da Heimat 3 udkom i 2004, og jeg købte Heimat 1 for at se, om det var noget for os. Det var det. Vi blev suget ind i seriens univers, som foregår i den fiktive tyske landsby Schabach, som ligger tæt på Luxenbourg. Det er i dette område – Hunsrück, at seriens instruktør Ergar Reitz er født og vokset op. Heimat serien består af tre hoveddele: Heimat 1 – en krønnike om Tyskland (1984), Heimat 2 – en krønnike om en generation (1992), Heimat 3 (2004) – en krønnike om slutninger og begyndelser og epilogen Heimat fragmentet, Kvinderne (2006). Serien, som består af 30 afsnit på i alt 52 timer, strækker sig fra 1. verdenskrigs afslutning i 1919 til år 2000 og det første tiår efter den tyske genforening i 1989. Helt overraskende udsendte Edgar Reitz i 2013 filmen Die andere Heimat – en fortælling om længsel, hvor han går tilbage til 1842 for at vise, hvordan slægten Simon blev skabt i Schabbach, hvor vi følger de to brødre Jakob og Gustav. Det var en hård og fattig tid for landbefolknnigen, og Gustav og hans kone Jette emigrerede til Brasilien, som mange andre på egnen gjorde. På den måde har filmen mange lighedstræk med Jan Troells film Udvandrene, som foregår i samme periode, hvor næsten en halv million svenskere i Småland udvandrede til USA. Der er ofte fokus på USA, som det land, man udvandrede til før i tiden, men der var også store strømme mod Sydamerika, hvor det især var Argentina og Brasilien man udvandrede til. En anden film, som minder om Die andere Heimat er Ermando Olmis film fra 1978 Træskotræet, hvor man følger en landbobefolkning omkring år 1900 i Lombardiet i Italien. Ligesom Bernardo Bertoluccis 1900 fra 1978 har samme tema. Også her følger man en landbefolkning over en tidsperiode, i dette tilfælde fra 1900 til 1945. I forbindelse med Die andere Heimat er der lavet en dokumentarfilm om filmens tilblivelse – Making of Heimat (2013). Den startede vi med at se, så vi kunne få et indblik i, hvordan den nu 82-årige Edgar Reitz arbejder. Han er meget metodisk og nøjeregnende i alt, hvad han foretager sig. Alt skal være historisk korrekt, og der springes ikke på nogen måde over, hvor gærdet ikke er højest. Derefter så vi den 3 timer lange Die andere Heimat, som må betegnes som intet mindre end et mesterværk. Den er filmet i betagende sort-hvidt, og kun få gange i filmen dukker der farver op, hvilket har en stærk virkning. Vi er nu i gang med Heimat 1 og er hoppet 75 år frem i tiden til 1917, hvor vi følger de tre familier Simon, Wiegand og Schirmer.  

Det er mord at slå tiden ihjel.

Læs mere

Kapitel 12

Når jeg tænker tilbage på de ti år, vi har haft vores base i Skoghult, så må jeg konstatere, at danskerne har ændret sig. Der er blevet lavere til loftet i Danmark. Intolerancen har indfundet sig, og danskerne er blevet et lille fedtet folk i små sko, som brokker sig om alle mulige småting, alt mens verden omkring dem forandrer sig radikalt – og flygtningene, dem vil vi ikke have, de skal videre til Sverige eller blive i Tyskland. Vi vil kun være sammen med nogen, der ligner os selv. Danmark – en defensiv nation, som har nok i sig selv. Det er blevet stuerent at sige, at vi ikke vil have flygtninge. Det handler om at begrænse antallet af dem. Xenofobien er i fremdrift i Danmark, selv om danskerne gerne vil lave en anden historie om deres intolerance. Der er sket en dehumanisering i et af verdens rigeste samfund, som er beskæmmende.  

Pludselig vidste jeg, hvordan omslaget til Varje dag är evigheten skal være: Mit navn og titlen skal skrives med henholdsvis en blå og rød farveblyant, og så vil jeg male forskellige farvefirkanter med akvarelfarve på de fire sider, som forsiden og bagsiden består af. Der skal ingen tegninger, fotografier eller illustrationer være. Jeg synes, at haikudigtene lægger op til denne stramhed, som samtidig – bogstavelig talt, er farvestrålende. Jeg fik anden korrekturlæsning af manuskriptet tilbage i går, jeg har rettet de små sproglige fejl, som der ikke var mange af, og har sendt manuskriptet tilbage til den tredje og sidste korrekturlæsning. Som ikke-svensker er det vigtigt for mig, at der ikke er sproglige fejl eller fordanskninger.

Når vi går om morgenen, begynder det at sne. Det er som om, at sneen venter på, at vi kommer. Først er snefnuglene sparsomme, men hurtigt bliver de som en dyne, hvor dunene vælter ud, og vi går gennem et magisk postkort landskab. Det er som da vi var børn, siger Lene, og måske er det sådan, at vi altid siger, at noget er som da vi var børn, når en naturoplevelse er særlig intens og smuk. Der er nu så megen sne, at vi er nødt til at grave stier til postkassen, garagen og kælderen – og Lene har stået på ski for første gang.

Lørdag: Det er overvældende at læse Politiken, Information og Weekendavisen – alle disse tillæg, alle disse meninger, alle disse debatindlæg, alle disse rejser – alle disse det ene og det andet. Jeg ser ud af vinduet i stedet for og iagttager hvordan lyser langsomt dukker frem af mørket og erobrer dagen.

Der var problemer med flygtninge og indvandrere i forskellige europæiske byer nytårsaften, hvor de omringede piger og unge kvinder på offentlige pladser og gramsede på dem, og i det hele taget havde en aggressiv sexistiske adfærd. Europa er rystet, hvad skal vi gøre ved det? Hvad kan vi gøre ved det? For mig er svaret, at der skal sættes en dobbelt proces i gang: Flygtningene skal sættes ind i, hvad ligestilling betyder og medfører og har af konsekvenser for forholdet mellem kvinder og mænd. Og så skal vi have en nul tolerance holdning til de mænd, der foretager disse overgreb: De skal resolut udvises fra vores samfund, fordi vi er nødt til at vise, at vi på ingen måde tolererer den slags adfærd. Det bliver tydeligere og tydeligere, at det centrale konfliktområde mellem europæerne og de muslimer, som flygter til vore samfund, er kvinderne. De muslimske mænd har store problemer med at forstå, at kvinder og mænd i de nordiske lande er ligestillet. Ligesom de har svært ved at forstå, at almindelig åben og venlig optræden fra kvindernes side, ikke skal opfattes som en invitation til sex. Jeg forudser, at vi får masser af problemer med dette i de kommende år. Og mærkeligt er det, at muslimske flygtninge flygter til kulturkristne og køns ligestillede samfund; hvorfor flygter de ikke til muslimske lande, hvor det vil være meget nemmere for dem at blive integreret?

Læs mere

Kapitel 11

Jeg hører Grateful Deads Fare Thee Well tour hver dag i denne tid: Optagelserne fra Soldiers Field i Chicago, som jeg har på cd, og optagelserne fra Madison Square Garden i New York, som jeg hører og ser på YouTube. I Chicago er det Trey Anastasio, som spiller Gerry Garcias guitarsoloer, og i New York er det John Meyer, og det er hans spil, jeg bedst kan lide. Hold da helt op, hvor er det godt at lytte til The Dead. Det er længe siden, jeg har hørt så livgivende musik, og det er godt at arbejde til, fordi der er tale om lange organiske numre, som ofte varer et kvarters tid.

Jeg genså dokumentaren om Bob Weir på Netflix, og det var lige så livsbekræftende som at lytte til musikken. Det var ham og Garcia, som dannede bandet i 1965-66, da Weir var bare 16 år gammel. Han er 68 år nu, og han minder mig om alt det gode, som er forbundet med hippietidens peace, love and understanding. Ligesom jeg får en følelse af historie, når jeg lytter til musikken, fordi det er min musik og min tid, som den spejler.

170. 000 danskere bor i udlandet.

Jeg er helt sikker på, at det i det lange løb er vældig godt og vigtigt for de nordiske samfund at få så mange flygtninge, som vi får i denne tid, og som vi højst sandsynlig vil få endnu flere af i de kommende år. I samfund som vores, som er så homogene og ensartede, er det vigtigt at få tilført nyt blod udefra. Ellers bliver homogeniteten forvandlet til konformitet, som vi allerede nu ser mange tegn på i de nordiske velfærdssamfund. Flygtningene giver praktiske problemer her og nu, men i det lange løb, er der tale om en fantastisk vitaminindsprøjtning – erhvervsmæssigt, men også, når det gælder kunst og kultur og – i det hele taget.

Hvordan kan man gøre, som om ingenting er sket, når alting er sket?

Læs mere
1 2 3 4 5