Livslinjer

At begribe verden
Bertill Nordahls blog

Kapitel 10

Hvis man forholder sig til, hvordan 60+erne præsenteres i medierne, får man hurtigt det indtryk, at der må være tale om en hyperaktiv og næsten dampagtig generation. Men hænger dette billede samme med virkeligheden? Livet som 60+er, har mange navne, den 3. alder, 3. akt, senioralderen, det grå guld, og hvad der ellers findes af betegnelser for denne fase af livet, hvor vi bliver arbejdsfri, når vi er 61,3 år, hvis vi forholder os til gennemsnitstallet for afslutningen af denne aktivitet, som for de fleste mennesker har fyldt rigtig meget i deres liv.

              

Aldersbegrebet er under voldsom forandring i disse år, hvilket er særdeles positivt. Men jeg synes, at der en del forkrampet og forskruet retorik i den omtale, der er af tidens 60+ere, hvor ”man” har travlt med at sige, at vi har en adfærd, som før i tiden tilhørte de 50-årige og så fremdeles. Altså dette, at vi har en adfærd, som er 10 år yngre end vores biologiske alder. Ja, jeg har endda læst, at nogen mener, at 60+erne er de ny 40-ere, hvilket er decideret misvisende.

For mig at se er hele denne diskussion om, at vi har en anden alder, end den vi vitterligt har, et udtryk for, at medierne og samfundet har et voldsom efterslæb i forhold til den måde, som vi opfatter alder på. Det er som om at ”man”, når der diskuteres 60+ere, forholder sig til nogle forældede og stereotype billeder og opfattelser, som hører nogle meget ”gamle” 60+ generationer til. Det til trods for, at 60+ere forholdsvis længe har sprængt disse stereotyper og har udvidet og nuanceret opfattelsen af, hvordan en 60+er er. Så for mig at se er det ikke 60+erne, som er blevet ”yngre”, men et efterslæb i mediernes og samfundets opfattelse af, hvad en 60+er er, kan og må, som alt for længe har spærret for at se 60+erne, som vi vitterligt er.

 

Læs mere

Kapitel 9

SVT1 sender en stimulerende og inspirerende serie for tiden – Köttberget checkar ut, hvor Claes Elfsberg, som er Sveriges mest kendte nyhedsankermand, gennem 6 afsnit af 1 times varighed, undersøger ”köttberget”, som er det svenske slagudtryk for 1968-generationen, eller 40-tallisterne, som de kaldes for i Sverige, altså mennesker, som er født i 1940-erne – betydning for samfundet.

Anledningen er at Claes Elfsberg, lige som alle andre 40-tallister, er blevet pensioneret og nu ser tilbage på den betydning, som hans egen generation har haft for det svenske samfund. Udsendelserne består af interviews med 12 kendte svenske 40-tallister, og så er udsendelserne spækket med film og musik, kunst og kultur og dokumentarmateriale fra 1960-erne, da 40-tallisterne var unge.

40-tallisterne er født under og efter 2.verdenskrig, og det har præget dem på en afgørende måde, som det ikke har præget os, som bare et født i årtiet efter. Selv er jeg født 6 år efter afslutningen på 2. verdenskrig, så umiddelbart har den ikke haft meget med min barndom og ungdom at gøre. Og alligevel har den, hvilket er gået op for mig, jo ældre jeg er blevet, fordi alt selvfølgelig var præget af den store krig og især de konsekvenser, som den fik bagefter i form af den kolde krig: Krigen, som aldrig blev til en varm krig, men som altid var latent til stede i vores bevidstheder.

De to samfundssyn, som stod stejlt over for hinanden: Den kapitalistiske verden, som vi der levede i den, yndede at kalde for den demokratiske og frie verden – og så var der den socialistiske blok, som hovedsagelig hørte til i Østeuropa, med Sovjetunionen som det store moderland. Den kolde krig har været en integreret del af min verdensforståelse siden jeg var barn.

Ligesom alle de kriser og kriger, som den forårsagede har været med til at skabe min måde at se og forstå verden på: Ungarn (1956), atommarcherne i begyndelsen af 1960-erne, Cuba-krisen (1962), mordet på præsident Kennedy (1963), mordet på Robert Kennedy (1968) Tjekkoslovakiet (1968), Vietnamkrigen (1954-1973).

Læs mere

Kapitel 8

Kalmar, to dage i træk: Den første dag hos vores naprapat, som gennemgik kroppen fra a til z og strakte alt det ud, som kan strækkes ud. Det føltes godt at få spændinger og ømheder bearbejdet, og jeg har en lethed i kroppen, som jeg ikke havde før, vi besøgte hende. Dagen efter gik turen til Kalmar Teater, hvor vi skulle overvære et foredrag med forfatteren Linda Olsson. Arrangementet begyndte med rygende varm fiskesuppe og brød og kaffe. Derefter var det Linda Olsson tur, og hun fortalte om sin livsrejse frem til sin første bog, som hun udgav, da hun var 56 år. Som gammel foredragsholder, kunne jeg ikke lade være med at vurdere hendes præstation, og jeg var ikke imponeret. Vi var vel 150 tilhørere, og de fleste var kvinder, vi var vel en håndfuld mænd, og jeg havde forventet, at kvinderne var mere spørgelystne, men det var de ikke. Men inspirerende og stimulerende var det alligevel, og den gamle cirkushest mærkede et lille træk i retning af manegen.

Så kom Carly Simons selvbiografi Boys in the Trees, som jeg læser lidt i hver dag. Hold da helt op, hvor hun skriver godt. Det er en ren fornøjelse at læse hendes beskrivelse af hendes far og mor og to ældre søskende, hendes venner. Bogen kredser om forholdet til hendes far, som døde forholdsvis tidligt, og som hun ikke havde en særlig god kontakt til, selv om hun gjorde alt for at få hans opmærksomhed, men den gav han hende ikke. Så et af biografiens temaer er længslen efter far, og behovet for at få fars anerkendelse. Et tema, som jeg tror, at mange kvinder kender til. Carly Simon har haft forhold til alverdens kendte mænd – skuespillere og sangere plus alt det løse, og hun er ret fantastisk til i få ord til at beskrive en mand og hans måde at være på. Men allermest er hun rightig god til at beskrive parforholdet – spillet mellem manden og kvinden og alt det, som står mellem linjerne. Som mig selv har hun altid brugt sine egne erfaringer – sit eget liv, som inspiration og afsæt for hendes tekster. Jeg har fulgt hende i 44 år og et nyt album fra hende, har altid været som at få brev fra en god ven, som man ikke ser ofte – eller har megen kontakt med, men som ikke desto mindre er der som et stabilt element i livet.    

Det er aldrig for sent at begynde på ny.

Jeg er blevet færdig med Varje dag är evigheten, som jeg kalder bogen med haikudigte for. Lene har læst den de sidste dage og er begejstret for det, hun læser. Der er noget med det svenske sprog, som er fantastisk, siger hun. Linda Olsson skriver på både svensk og engelsk, og hun blev efter foredraget spurgt, hvordan sprogene influerer på hinanden. Det havde hun svært ved at sætte ord på, bortset fra, at hun oplevede det som en gensidig befrugtende proces. Det gør jeg også. For mig er der stor forskel på at skrive på dansk og på svensk. Selv om dansk er mit modersmål, så synes jeg, at svensk er et smukkere sprog. Af en eller anden grund er svensk mere præcist end dansk. Der er ikke så mange biord – så mange fyldord, på svensk, og det betyder, at ordene står mere præcise end på dansk, hvor der er mange biord. Biord kan være rigtig gode, men de kan også tage kraften af en sætning, fordi de bliver en slags puffer. De mange biord i det danske sprog bevirker måske også, at dansk bliver mere bablende end svensk. Sådan mere hyggenykke pykke, hvor det er svært at bruge store og højtidelige ord, fordi det lyder forkert på dansk. Måske derfor den danske ironi og sarkasme. Hvorimod store og højtidelige ord lyder rigtigt godt på svensk, hvor de på ingen måde lyder oppustede, pinlige eller som for meget, hvad de næsten altid gør på dansk.

Vores værste hemmeligheder deler vi med alle andre.

Læs mere

Kapitel 7

Når Lene og jeg diskuterer kønsroller og ligestilling, slutter jeg ofte diskussionen med at sige: Det eneste vi mænd har tilbage, er vores rejsning! Det griner vi så lidt af, men selvfølgelig ligger der alvor bag udsagnet, fordi det fortæller historien om, hvad der er sket med os mænd i de 20-30 år ligestillingen for alvor har pågået i samfundet. Der er forskel på at have en tissemand og en pik, en tissemand tisser man med, en pik har man sex med.

Min fornemmelse siger mig, hvor absurd det end kan lyde, at pikken er ved at få et comeback. Forstået på den måde, at det eneste den moderne mand har tilbage i dag, som kvinden ikke har, er en pik. En rejsning. Kvinden har selvfølgelig sin tissekone, sin kusse, sin fisse, men det er ikke mit indtryk, at kvinder generelt tænker, at det er det eneste de har tilbage, i forhold til mændene. Netop fordi kvinderne befinder sig i en offensiv position, hvor de er i gang med at erobre den store verden uden for hjemmet og moderskabet. Hvorimod vi mænd, fra en ydre betragtning, er i fuld gang med at afgive den store verden, som vi så længe har styret og ledt. Umiddelbart kan det lyde som et tilbageslag, men jeg tror, at mange mænd med tiden vil indse, hvilken gevinst det er at blive aflastet i magten. Eller glæden ved at være to køn, der løfter og bærer magten sammen.

Det interessante ved den tid, vi lever i, hvis man betragter den fra et kønsmæssigt perspektiv, er, at der foregår en foruroligende dobbeltproces: Samtidig med, at de to køn bliver mere og mere ligestillet, forventer man samtidig, at de to køn kan det samme. Heraf konflikterne i det moderne parforhold, hvor man forventer det samme af hinanden med den konsekvens, at ingen af kønnene længere har nogle domæner, der er defineret som deres eget, og hvor de derfor kan slappe af – nej, der er kamp på alle fronter. Kønnene bliver også mere og mere ens, når det gælder arbejde, hvor der efterhånden ikke er ret mange arbejdsområder tilbage, som kan defineres som klassisk og traditionelt kvindelige eller mandlige.

Der er tværtimod tale om et flydende felt, hvor de to køn med større eller mindre succes forsøger at finde deres fodfæste. Men på trods af alt dette, så eksisterer der stadig et område, som så at sige er uafhængig af alt det, som foregår på overfladen, nemlig det seksuelle – forplantningen. Hvad stiller de to køn op i en tid, hvor de psykologisk og følelsesmæssigt set bliver mere og mere ens, og de samtidig også skal tænde på hinanden seksuelt? Hvad er man nødt til at gøre, for at det hele ikke ender i, at man udelukkende er venner? At søde Jakob ikke kun er en sød venindefyr, men også bliver farlig og seksuelt tiltrækkende? Eller at tjekkede Sofie ikke bare er en af fyrene, men også er farlig og seksuelt tiltrækkende?

Svaret er, som man kan se overalt i samfundet, at de to køn i deres selviscenesættelse går mere og mere i ekstremer, for på den måde, som i et gammelt parringsritual, at pudse deres fjer i forhold til hinanden. Læg mærke til de mange, helt almindelige mænd, som iscenesætter sig med en rockeragtig æstetik: De er klippet skaldet, har tatoveringer, øreringe, læderjakke og gør alt muligt for i deres påklædning at signalere: Jeg er en mand. Jeg har en pik. En rejsning. Kvinderne gør det samme bare med omvendt fortegn og iscenesætter sig i disse år med en æstetik, som vi før i tiden forbandt med let levende kvinder i samfundet. Se mig, jeg har en kusse, en fisse!

Læs mere

Kapitel 6

Kulturværftet i Helsingør: Koncert med Anne Linnet, som jeg har fulgt siden begyndelsen af 1970-erne, hvor hun sang i Tears. Senere i S & Chanel, som var store i 1970-erne – det første kvindeband i Danmark, som jeg så i koncert i Montmartre i Nørregade, hvor jeg også så hende synge Pigesind og Kvindesind – Tove Ditlevsens digte, som hun havde sat musik til. Og så kom Anne Linnet Band og Marquis De Sade, som var gigantiske i 1980-erne. Jeg faldt fra, da hendes solokarriere tog fart i 1990-erne, men her 25 år senere, er jeg tilbage. Det er hendes nye plade Alle mine drømme til dig, som har lokket mig. Koncertens første sæt er mat, Anne Linnets stemme er slidt og brugt, og det syv mand store band har svært ved at lette fra jorden.

Der skal en pause til, før der sker noget. Det er sangen Ledt efter lykken, hvor Anne Linnet synger sammen med sin søn Marcus, der får skubbet koncerten afgørende i gang, og herefter letter alt, og hun slutter med en suveræn udgave af Smuk og dejlig. Men det er tydeligt, at hun er blevet ældre – 62 år. Der er ikke meget spræl og vitalitet og – frem for alt, stemmen er godt slidt og har det indimellem svært, selv om den suveræne korsangerinde Julie gør sit bedste for at løfte den. Der var perioder af koncerten, primært i første sæt, hvor hun virkede som en kustode i sit eget museum, men er der noget, hun er rigtig god til, så er det at introducere en sang, og det er sædvanligvis de fleste sangeres problem. Men det er Anne Linnet rigtig god til, hvor hun drysser betragtninger og livsvisdom ud over tilhørerne,

Da vi kørte hjem, snakkede vi om hvilke sangere og sangskrivere, som har præget populærkulturen i Danmark siden 1970-erne, og vi kunne komme i tanke om Kim Larsen, Sebastian, Anne Linnet og Lars Lilholt, som de vigtigste. De har taget det lange seje træk gennem næsten fem årtier, og har altid været der – på godt og ondt. Men pointen er, at de har været der og stadig er der og giver deres besyv med. Koncerten startede for øvrigt med en rigtig god sang om flygtningesituationen, og så spillede hun alle sangene fra det nye album som, sammen med hendes kendte sange, viser, at hun om nogen er den sanger i Danmark, som skriver og synger bedst om parforholdet og dets genvordigheder.

Så – tre meget forskellige koncerter de sidste tre uger: Dave Matthew Band, Joan Armatrading og Anne Linnet. Fælles for alle tre er, at de har været på banen meget længe og har overlevet alle mulige trends og modeluner, fordi de altid har turdet være sig selv, ligesom de har været tro mod sig selv.  

At afdække.

Læs mere
1 2 3 4 5