Livslinjer

At begribe verden
Bertill Nordahls blog

Kapitel 5

Viften i Rødovre: Solokoncert med den engelsk-caribiske singer-songwriter Joan Armatrading, som jeg så første gang i koncert i 1978, da hun fik sit gennembrud med sit tredje album ”Show some emotion”, som var udkommet året før. Hun var 27 år og stod slank, smuk og genert på scenen med sit store afrohår – det var i Falkoner Salen, men koncerten var god og året efter - samme sted, var den endnu bedre, fordi hun var blevet mere scenevant.

Jeg har fulgt Joan Armatrading frem og tilbage gennem årene, og jeg troede egentlig ikke, at hun gav koncerter mere, men det gør hun. Hun er på sin sidste verdensturne uden band – bare hende og guitarerne. Jeg har altid kunnet lide hendes penduleren mellem det sarte og følsomme – og det robuste og voldsomme, ligesom hun både kan spille en blid akustisk guitar og en hvinende elektrisk singleguitar. Sidst vi var i Viften hørte vi Lisa Ekdahl, og jeg har selv holdt foredrag i salen flere gange.

Det var det grå guld, som prægede den udsolgte sal, og Joan Armatrading levede fuldt op til forventningerne med et tæt og kraftfuldt sæt med kun hende og hendes guitarer – akustiske og elektriske, samtidig med, at hun i pauserne viste lysbilleder fra sin 40 år lange karriere. Det overraskende var, hvor ekvilibristisk hun er på guitarerne. En sand mesterinde, som overlegent viste, hvad hun duede til.

Der er musikalske relationer – venskaber, som kan føles mere intime, vedvarende og stabile end de venskaber, som man har i det virkelige liv. Joan Armatradring er for mig en af de venner, der er kommet og gået gennem årene. Men hun har altid været der med sin sarte robusthed. Jeg lærte hende at kende i tiden op til, at jeg mødte mine børns mor at kende – det var dengang, vi lyttede til Anne Linnet og Pigesind og Kvindesind, Hos Anna, Jomfru Anna Band og C. V. Jørgensen og fusionsmusikken: Weather Report, Return to Forever, Mahavisnu Orchestra, Shakti, Miles Davis og Keith Jarrett - så hun har været en del af mit liv, siden jeg var midt i tyverne, så det var en del af mit liv, som jeg sagde farvel til, under den 1½time lange, intime koncert, hvor Joan Armatrading blev mødt af et varmt og veloplagt publikum, som forstod at hylde hende. Men hvordan kan man andet, når man møder en så mild og åben person som hende?

En musikalsk ven fylder 70 år: Det er Neil Young, som jeg har fulgt siden Everrybody knows this is knowwhere fra begyndelsen af 1970-erne – et venskab som har strakt sig over 44 år, og det var After the Goldrush og Harvest som var de store albums i de år. Jeg så ham i koncert for nogle år siden – i Falkoner, hvor en tilhører begejstret råbte på et gammelt hit, hvilket fik Neil til at stoppe midt i en sang og råbe: Jeg er ikke en fucking jukebox. Hvis du ikke kan lide, hvad jeg synger – så skrid, jeg skal nok betale din billet.

Læs mere

Kapitel 4

Koncert med Dave Mathew Band i TAP1 på Vesterbro, København: Hvilket band – hvilken koncert, hvor alt handlede om musikken. Der var ingen stilen sig an, ingen ligegyldig small talk, hvilket var en befrielse og lettelse: Kun musikken. Det er svært at rubricere DMBs musik, fordi det er et samsurium af alt muligt: Rock, pop, jazz og verdensmusik, men den bedste betegnelse er nok fusionsmusik, fordi bandet netop fusionerer alle mulige stilarter og genrer. Der er tale om meget lange numre, ofte på ti minutter og derover, hvor musikken vokser organisk frem i lange forløb, som virker spontane, men selvfølgelig ikke er det, fordi den slags musik kræver en nøje tilrettelæggelse. Musikkerne var formidable og den samlede bandfølelse var formidabelt.

Dave Matthew er egentlig ikke en særlig god sanger og scenekarisma har han ikke meget af. Men alligevel formår han at samle bandet via sin ekstreme energi, store fokus og hengivelse. Han sagde flere gange, at de spillede den samme sang – det samme nummer, igen og igen, og det havde han ret i. Teksterne havde egentlig ikke nogen betydning, hvilket han viste, når han sang nonsensvers, hvilket han var rigtig god til. Det var musikken, som det hele handlede om, og den var i særklasse i dette telepatisk sammenspillede band, hvor der var plads til de enkelte musikere. Ligesom det var dejligt at opleve et band, som gav sig selv lov til at have god tid – samtidig med, at de konstant viste, hvad de duede til, når de var ude i fuldt stræk.

Mens vi ventede på, at koncerten skulle begynde, kunne jeg ikke lade være med at scanne de andre tilhørere. Der var tale om en meget sammensat gruppe, der var folk i alle aldre, men flest tilhørere i 20-erne, 30-erne og 40-erne. Når man står i en bølgende menneskemængde, er det ansigterne – hovederne, som stikker op, og det er især håret og skægvæksten, som man lægger mærke til hos de mennesker, som står omkring en.

Håret og skægget har altid spillet en afgørende rolle i en mands - et menneskes liv, fordi det blandt andet er via håret og skægget, at man signalerer til omverdenen, hvem man er. Eller hvem man gerne vil være. Eller hvad man gerne vil forbindes med.

Der er to ekstremer, når det gælder hår: Enten er man skaldet eller også har man særdeles langt hår, og så er der alt imellem. Alt afhængig af tidens mode og trends, og man skal bare åbne et dameblad eller et herremagasin for at finde ud af, hvor stor symbolværdi håret og skægget tillægges. Fordi håret og skægget hos en mand - et menneske, er så synligt, som det er, er det altid blevet brugt til at udtrykke symbolske værdier: Religiøst, politisk, seksuelt og almindelig kulturelt.    

Læs mere

Kapitel 3

Tung væde, tæt tåge – nedfaldne blade overalt, det er sådan en dag, man spise æblekage og se Godfather film, plejer jeg at sige, og i går gjorde jeg alvor af det: Jeg lavede en æblekage, og vi begyndte at se de tre film fra 1972, 1974 0g 1990, som jeg har set flere gange før. Men det er hver gang lige overrumplende, hvor gode de er. Det er måske den bedste filmserie, der er lavet, og alle disse år efter – 45 år for den første films vedkommende, er de stadig lige intense og vedkommende, og hviket skuespil. Det er mageløst at se karaktererne i Corleone familien udfolde sig, ligesom det er tydeligt, hvordan de tre film har inspireret utallige film, tv-serier og romaner. Tænk bare på på den måde, som filmene begynder på – med et bryllup, en konfirmation, en gudstjeneste, en fest – hvor vi får filmens hovedpersoner præsenteret og tænkt på hvor mange film, tv-serier og romaner, som gør det samme. Endnu en gang er det familien vi ser som skuespil, og endnu en gang har jeg følelsen af at overvære et græsk drama. Alle myter er i spil, og det er utroligt inspirerende og livgivende, selv om filmene ikke handler om andet end død.

Lenes fugle forandrer sig. Nogle er dobbeltbundne, på en gang engle og djævle. Andre har delfinagtige hoveder. Andre igen er feagtige – og så er der alle sædvanlige, de fugle hun har malet længe. Selv er jeg gået op i format – 45 x 60 cm, en god følelse, og billederne kommer stadig strømmene, og det er en daglig glæde at tegne og male. Vi hænger de færdige tegninger op på væggene i galleriet, som efterhånden er tildækket af fugle og mine farveklatter. Jeg fik den ide forleden at lave en evighedskalender med Lenes fugle, som vi kan sælge i galleriet til sommer. Sammen med postkortene.

Jeg læser The boy who looked at the Moon. The life and times of Cat Stevens af David Evan. Hvor The Complete illustrated biography & discography af George Brown primært gennemgår Cat Stevens plader og music, så forholder The boy who looked at the Moon sig primært til Cat Stevens som menneske og muskier – samt alle de mennesker, som var omkring ham, da han var Cat Stevens. Det er interessant læsning, fordi Cat Stevens har været min yndlingssanger siden 1966, da jeg var 15 år. Essensen af bogen er, at Cat Stevens var et meget besværligt, kompliceret, krævende og vanskeligt menneske, som lavede enkle og ukomplicerede sange. Altså den klassiske forskel på kunstner og værk, som man ofte ser. I Cat Stevens tilfælde bliver det endnu mere kompliceret, fordi han oprindelig hedder Steve Georgiou, som bliver til Cat Stevens, som bliver til Yusuf Islam, da Cat Stevens, eller er det Steve Georgiou, konverterer til islam i 1976. Hvordan kan et menneske rumme tre identiteter? Hvordan ved han, hvem han er? Hvornår er han sig selv?

Man glemmer ofte hvor moderne fortiden var i forhold til sin egen samtid. Enhver given samtid vil altid opfatte sig selv som den mest moderne, der nogensinde har eksisteret.

Alle lykkelige familier ligner hinanden.

Læs mere

Kapitel 2

Vi har set sidste afsnit af tredje sæson af Ray Donovan, og som alle interessante og vedkommende serier, handler den om en familie, som er gået i opløsning. Eller er på vej til at gå i opløsning. Op i limningen, krakelere. Andre amerikanske serier om en familie er Six feet Under, Brothers & Sisters, Brotherhood, In Treatment, Mad Men, Sopranos og Godfather. Tyske: Heimat og Weissensee. Svenske: Tykkere end vand og Svenske hjerter. Danske: Matador, Krøniken og Arvingerne. Alle kredser de om familien og det liv, der leves i og omkring den. Alle fortæller de historien om faderen og moderen og børnene og de sår, som de alle har med sig.

Det interessante er, at det stadig er familien, der fortælles om, fordi vi lever i en tid – i hvert fald i de nordiske lande – hvor familien er i opløsning, og hvor flere og flere voksne lever alene. I Sverige lever hver anden voksen alene og i Danmark er det hver tredje voksen og i Storkøbenhavn hver anden. Alligevel er det serierne om en familie, som fænger og tiltrækker os. Højst sandsynlig fordi det er den skabelon, som er nedlagt i os alle, men vil det også være sådan i fremtiden? Uanset hvad, så oplever jeg, at tv-serierne i disse år er det sted, hvor disse historier fortælles på den bedste og mest vedkommende måde. Det er som om, at romanen ikke længere formår at fange og spejle det moderne familieliv. Måske fordi romanen er et analogt medie og meget ofte forfalder til en analog måde at fortælle en historie på. Jeg har altid i min tilgang til litteratur været optaget af, at den spejler, skildrer og beskriver den samtid, som jeg lever i.

Jeg har aldrig været optaget af de såkaldte klassikere – fortiden. Men når litteratur rammer den nutid, som den bliver skrevet ind i, så kan det være fantastisk som Christian Kampmans romaner i 1970-erne – først serien om familien Gregersen og siden bøgerne, hvor han skrev om sit liv som biseksuel mand. Det var bøger, som fangede tiden og tidsånden og satte ord på, hvad der foregik. Det oplever jeg ikke længere, at der er forfattere, der evner. I hvert fald ikke dem, jeg læser. Eller hører om, ligesom jeg holder mig orienteret ved at læse anmeldelser i aviserne, men det er sjældent, at der er noget, der vækker genklang hos mig.

Det gør det derimod, når det gælder tv-serier. Man kan ikke sammenligne romaner og tv-serier, men jeg ser alligevel tv-serierne som samtidens store romaner, der fortæller historien om den tid, vi lever i. Tv og filmmediet formår via det visuelle at skildre det sprængte, atomiserede og fragmenterede samfunds og familieliv på en måde, så det bliver vedkommende. Så det giver mening. Så det giver indsigt. Så det berører og bevæger. Hvornår har en roman sidst gjort det?

Henning Mankell er død. Han blev 67 år og døde af kræft. Jeg blev opmærksom på hans bøger i 2001, hvor jeg en sommer boede i Nice sammen med Lene, hvor jeg skrev debatbogen Du bestemmer ikke over mig, som handler om manglen på voksenhed i børn og unges liv. I lejligheden lå der et par om en kriminalkommissær Kurt Wallander, og bøgerne var skrevet af en svensk forfatter ved navn Henning Mankell, som jeg ikke havde hørt om. Lene læste bøgerne og blev meget begejstret. Dem skal du læse, sagde hun. Det gjorde jeg og blev også begejstret – og vi var nødt til at få de resterende 8 bind i serien sendt til Nice. 10 binds værket om Kurt Wallander er en af de bedste beskrivelser jeg har læst om en midaldrende mands udvikling. Der er tale om en lavmælt beskrivelse med stor ømhed af manden og mennesket Kurt, som vi lærer at kende på godt og ondt. Vi så en dokumentarudsendelse, optaget kort tid før Henning Mankells død, hvor han snakker direkte til kameraet. Han snakker om de øjeblikke, som alle mennesker har i deres liv. Øjeblikke – som skaber et før og et efter, fordi øjeblikket skaber en bevidsthed, en indsigt, en forståelse, som man ikke havde før. Et liv har ikke en rød tråd, men består af en række af øjeblikke, som man altid vil huske, og som kommer tilbage til en på uventede tidspunkter for at minde en om øjeblikkets betydning.    

Læs mere

Kapitel 1

​Skoghult, Glasriket, Småland, Sverige: Lene fortalte mig forleden, at hun havde læst et rigtigt godt ord for rynker i det svenske damemagasin M, nemlig livslinjer. Rynker er linjer i ansigtet og på kroppen, som fortæller om det liv, man har levet, livslinjerne. Jeg kan rigtig godt lide ordet – udtrykket, og det, det dækker, så jeg har besluttet at kalde denne blog for - Livslinjer. Da Lene og jeg besøgte kunstmuseet Aros i Århus i slutningen af september måned, så jeg en tekst på en væg, som straks sagde mig noget: At begribe verden ved at gribe verden. Det skal være undertitlen på min blog, tænkte jeg, mens jeg skrev sætningen ned.

Efter 38 år – fra 1978 indtil nu, og halvfems bøger for børn, unge og voksne, i form af billedbøger, romaner, digte, debatbøger, havebøger, rejsebøger og diverse billedbøger for voksne med en kombination af tekst, tegninger, fotografier og collager – er det hverdagen, jeg er optaget af i denne fase af livet. Jeg har altid været optaget af, hvordan man lever det daglige liv så fuld og helt så muligt. Hvordan gør man hverdagen eksotisk? Hvordan skaber man magi i dagligdagen? Hvordan gør man hver dag speciel? For hverdagen er der hver dag. Det er den, der fylder mest i det liv, man lever. Der er også det interessante ved det daglige liv, at det – forhåbentligt, fylder alt den dag, man lever lige netop den dag. Men dagen efter er den – om end ikke glemt, så allerede fortid – historie, og frem for alt: Brugt tid, og som avisen fra dagen før, er den ikke længere interessant og brugbar. Den kan allerhøjst bruges til at pakke noget ind i. Med mindre det er en af de få dage i livet, som er en milepæl. Hvor der er sket noget ekstraordinært. Noget bemærkelsesværdigt. Noget ud over det almindelige.

Jeg forsøger gennem Livslinjer at fange dagen, velvidende, at den allerede er fløjet, når den går på hæld.

Flygtigheden - som jeg holder af og har tillid til, fordi det eneste sikre og konstante i livet netop er forandringen.

Det forgængelige – at alt kun findes i dette nu, gør mig tryg. Jeg holder ikke af det faste, forudsigelige og uforanderlige, og alligevel prøver jeg hver dag at gør hver dag til den samme dag. Velvidende, at den vil forandre sig – skabe sig selv, hvis jeg giver den lov, og det gør jeg.

Læs mere
Næste
1 2 3 4 5