Livslinjer

At begribe verden
Bertill Nordahls blog

Kapitel 20

Muhammed Ali: A man who views the world the same at 50 as he did at 20 has wasted 30 years of his life. Alderdom: Er alder en dom, og hvilken slags dom er det: Betinget eller ubetinget? Og hvor lang er den? Hvis man tror, er man aldrig alene. Jo nærmere, man kommer et andet menenske, desto mindre ser man hele mennesket. De store popkoncerter og rockkonserter er blevet vor tids gudstjenester. Det er der de unge og yngre mødes og tilbeder kroppen og ekstasen, hjulpet på vej af piller og alkohol. Alsterbrodagen: Vi blev indbudt til at have en bod ved fejringen af Alterbros årlige festdag. Arrangementet fandt sted ved Store Hindsjö, hvor der var opstillet nogle boder ved siden af hinanden. Vi havde de sidste to borde, som vi fyldte med postkort, bøger og nogle af Lenes små fugletegninger. Vi havde taget vores store Lilla Galleriet maleriskilt med som blikfang, og nogle malerier. Det fungerede fint, og vi havde et rimelig salg af både postkort, bøger og Lenes tegninger. Men jeg har aldrig været til byfester. Der er en bestemt form for folkelighed, som jeg ikke bryder mig om. Vi bader hver morgen nu, ofte omkring sekstiden, og det er dagens bedste dyp. Energien strømmer igennem kroppen, der langsomt åbner sig efter natten. Derefter kaffe og morgenmad, når vi kommer hjem, samt dagens aviser, Politiken på Ipaden og Barometern i papirudgave, og noget stille musik på anlægget, ofte Jan Johanssons svenska folklåter på klaver, en herlig start på dagen. Lene høstede solbærrene i dag, mens jeg klargjorde de høstede courgetter til fryseren, så vi har dem til vinter. Blåbærrene er store og potente, og det er utroligt, hvor mange courgetter de tolv courgetplanter producerer i løbet af et døgn. Og nu ligner de den store installation, som jeg havde håbet på, at de vil blive. Vinen, som vi skar ned til sokkeholderne sidste efterår, hvor der kun var en spinkel stok tilbage, fylder stort set hele området mellem trapperne, og vokser som bare pokker. En meter om ugen, har jeg målt. Helt utroligt. Jeg vander de tretten højbede og vinen, drivhuset og roserne stort set hver dag, med mindre, det har regnet. Det er ren meditation at gøre det, livgivende. Tour de France: Jeg kobler mig på de sidste fire dage, som foregår i bjergene. Det vigtigste er Jørgen Leths stemme, og det er egentlig ligegyldig, om løbet foregår lige nu, eller om det er en genudsendelse af et gammelt Tour de France, fordi det i princippet altid er det samme cykelløb, vi ser. Gentagelsens magi. Sommerens vendepunkt: Den sur-søde luft, som indikerer, at forfaldet er begyndt. Her få dage før, vi går ind i august, er havens dør langsomt begynder at lukke sig: Vi har fjernet de første planter – ærterne, fra højbedene, hvor de har stået visne den sidste uges tid. Som altid er vi forundret over, hvor hurtigt og pludseligt haven drosler ned, ligesom vi altid er forundret over – i juni, hvor hurtigt havens grøntsager er spisbare. Så – sommeren er som altid kort og hektisk og samtidig er den uendelig. Juli er en elastik måned, den er forbi næsten inden, den er begyndt, hvor maj og juni opleves lange – og nu kommer så august, september og oktober, som også plejer at opleves som lange: Når elastikken slippes i juli flyver den langsomt gennem luften og lander midt i oktober. Jeg har sendt følgende debatindlæg til Politiken: ”Frederik Dessau siger, at alder primært er en psykisk ting. Det har han ret i, men det er i lige så høj grad en fysisk og kropslig oplevelse. Det er bemærkelsesværdig, at Dessau ikke har nogle nævneværdige fysiske problemer som 89-årig. Jeg er 24 år yngre end Dessau – en nyslået 65-årig pensionist, og hvor jeg og mine jævnaldrende for 10 år siden ville have skreget af grin, hvis nogen sagde til os, at vi 10 år senere ikke ville snakke om andet end helbred, skavanker, sygdomme, undersøgelser, indlæggelser og operationer, ja, så fylder det foruroligende meget, når vi mødes i dag. Derfor trækker jeg altid på smilebåndet, når jeg læser artikler, som fortæller, at 60-erne er de nye 40-ere, 70-erne er de nye 50-ere. Det må være nogle yngre journalister, som skriver det vås, tænker jeg altid, for de skulle bare lige prøve at tilbringe nogle dage i en 65-årig krop, så ville de holde op med at skrive den slags letkøbt sludder. Ligesom vi også jævnligt kan læse, at vi alle bliver ældre. Det kan godt være, at de børn, der fødes i dag, bliver det, men os, som befinder os i 60-erne eller 70-erne, ja, vi bliver stadig ikke ældre end firs i gennemsnit, mænd lidt under, og kvinder lidt over. Samtidig lever vi i en ungdomsfikseret udødelighedskultur, hvor døden i dag er vores største tabu. Hvis man dertil lægger, at vi også lever i en kultur, hvor man forventer at ældre og gamle er evigt aktive og udadvendte, ja, så bliver det endnu sværere at forberede sig på det, som Jung formulerede som det vigtigste i livet efter de 65 år: At skrue lidt ned for tempoet og tillade sig selv og blive mere introvert, samtidig med, at man (u)bevidst forbereder sig på det uundgåelige, døden. For os, som befinder os i 60-erne og 70-erne i dag, er der et yderligere belastende problem: Vi er vokset op sammen med ungdomsoprøret, hvilket betyder, at mange af os har en selvopfattelse som værende de evigt unge, som er i opposition til alle former for autoriteter. Det betyder, at det er endnu sværere for os at tage vores alder på os, fordi vi – åh, så gerne, vil være forever young, som Dylan synger. Derfor har vi travlt med at larme op om, at aldersbegrebet skal laves om. Men alder er alder. Det kan ikke omdefineres. Det kan man ikke begrebs manipulere sig fra. Når man er 65 år, så er man 65 år. Basta. Det som kan forandres er indstillingen til alder. Den tilgang, som man har til den. Den måde, man bærer den på. Man kan sagtens være 65 år, 75 år, 85 år og døje med det ene og det andet rent helbredsmæssigt og fysisk, men det behøver jo ikke at betyde, at man så også er sandet til og stivnet mellem ørerne. Det handler om den personlighed, man har, og ikke den alder, man har. Men – alder, krop og psyke er stærkt forbundne størrelser, det kan man ikke lyve sig fra, uanset hvor behændige og velmenende omdefineringer, man betjener sig af. Vi fødes uformående, og vi ender med igen at være uformående. Sådan er livets cyklus. Det kræver en stærk mental pondus at bære alderens tiltagende uformåenhed. Det kræver nogle menneskelige kvaliteter, som det kan væres svært at udvikle i en kultur, som har det så problematisk og svært med begrebet alder, som vores kultur har det.” Lene har netop færdiglæst romankvartetten af Elena Forrente, som alle kvinder vist læser i øjeblikket. Den foregår i Napoli, og for at blive i Napoli stemningen har vi set den italienske serie Gomorra, hvor vi i 2 sæsoner har fulgt nogle mafiafamilier i en forstad til Napoli. Det er dejligt at høre italiensk, og så fortæller de historien på en anden måde, end i de typiske engelske og amerikanske serier. Lydsiden er også anderledes, meget eksperimenterende og flot. Nu ændrer lyset sig afgørende, vi ser det om morgenen, når vi tager en dukkert, der er kommet en tyngde i lyset, og især om aftenen, når vi går i seng ved titiden, er der næsten mørkt og ikke det strålende lys, som vi har haft siden maj. Bladene på træerne rasler, når det blæser og fortæller om efterårets komme. Vi spiser inde, fordi der er så mange bier og hvepse udenfor, det er en kamp at holde dem fra maden, og man er hele tiden i fare for at sluge en, når man spiser – så mad inden døre, selv om det føles absurd, fordi der stadig er varmt – op til 25-30 i løbet af eftermiddagen.

Kapitel 19

Et uventet gennembrud: Jeg købte for et år siden en maskine, som både kan fotokopiere og scanne og faxe, men da jeg prøvede at få den til at fungere i Smidstrup Strand, kunne jeg ikke finde ud af det. Problemet var, at den var trådløs, og at den gik ind og forstyrrede det trådløse netværk. Jeg var tæt på at smide maskinen ud, men Lene sagde: Tag den med til Skoghult og se, hvordan det går der. Jeg har haft maskinen stående i over et år, og i går tog jeg mig sammen til at se, om jeg kunne få den til at fungere her. Det kunne jeg – trådløs og det hele, og det mest overraskende er, at trykkvaliteten, når det gælder farvetryk, er rigtig god. Den er fuld på højde med den gamle Xerox maskine, hvilket er decideret overraskende, fordi vi ikke troede, at det var muligt med en ny, lille maskine. Lene sagde straks: Vi skal ikke trykke mine bøger på et trykkeri, men lave dem på samme måde som dine Billedbøger for voksne. Jeg kan meget bedre lide tanken om, at vi laver og producerer bøgerne selv. Jeg forstår, hvad hun mener, og jeg gik straks i gang med at undersøge, hvad vi har tilbage af de ting, som skal bruges til at producere spiralbøger: Maskinen til at samle bøgerne med spiral, har vi stadig. Og minsandten om jeg ikke fandt en kasse med spiraler. Og papir var vi nok af. Vi prøvede at trykke på glat og mat 160 gram papir, og den matte udgave er den, vi foretrækker, fordi det giver en ru og lækker overflade. Det eneste vi mangler, er en skæremaskine til at skære bøgerne til, fordi bøgerne skal være mindre end A4 formatet, som vi ikke bryder os om, fordi det minder for meget om de opgaver, som man laver på en uddannelsesinstitution. Så – jeg skal lige finde en skæremaskine på nettet, og så er vi ellers klare til en ny runde, hvor vi producerer vores egne bøger. Hvem skulle have troet det? Ikke mig, i hvert fald. Har du ikke lyst til selv at lave nogle bøger som før i tiden, spurgte Lene. Måske, men ikke umiddelbart. Indtil videre er jeg indstillet på at være Lenes redaktør, ligesom det bliver min opgave rent fysisk at trykke og producere bøgerne. Den proces glæder jeg mig til.

Hededagene fortsætter, det er som om alting er en måned forud i forhold til tidligere år. Allerede nu har følelsen af højsommer indfundet sig, og det plejer først at ske tidligt midt i juli. Det er mærkeligt, det er som om naturen og klimaet er speeded op efter et langt og stillestående forår, hvor vi havde det samme kolde vejr i månedsvis.

 

Endnu en fredag.

 

Læs mere

Kapitel 18

Det skægge ved galleriet er, at der dukker folk op, som vi kender på en eller anden måde. Som nu i går, hvor Pia Rylander pludselig bankede på døren sammen med sin nye kæreste. Det var Pia, som vi købte huset af i 2002. Da havde hun boet her i 16 år med sin mand og børn, det endte med en skilsmisse, og nu bor hun i Flygfors, som ligger tredive kilometer herfra. Hun har været pædagog og musiker, og blev pensionist for et år siden. Jeg har en stram økonomi, fortalte hun, men nu har jeg fået min frihed og kan gøre, hvad jeg vil, og hvornår jeg vil det. Det er det vigtigste.

 

Fascinerende: Nye studier af hjernen viser, at den hver nat blive renset af en calsium væske, som overrislet hjernen og gør den klar til en ny dag.

 

Sverige er en tilstand.

Læs mere

Kapitel 17

Smidstrup Strand: Vi har købt to dokumentarudsendelser om Carl-Henning Pedersen og David Hockney. Jeg holder meget af at se, hvordan andre kunstnere arbejder, deres daglige vaner og rutiner, hvad de gør og ikke gør, hvad jeg selvfølgelig også lægger mærke til. Jeg læste et interview med Joyce Carol Oates i Dagens Nyheter, hvor hun beskrev sit liv som forfatter sådan her: ”Mit arbejde er en del af mit liv, og jeg kan rigtig godt lide mit arbejde. Det er mere som at leve med noget, end det er at arbejde med noget.” Det er sådant jeg har det med at skrive denne dagbog – denne serie, Livslinjer. Det er ikke et arbejde, men noget, som jeg lever med. Noget som jeg gør, som en del af det liv, jeg lever. Da hun mistede sin mand for nogle år siden, oplevede hun det sådant her: ”Det er som at drukne. Som ikke at have nogen kraft tilbage, men så pludselig kommer der en bølge og kaster en op på stranden. Og så ligger man bare der. Man ligger bare der og efter en tid rejser man sig op.”

 

Vi lytter pludselig meget til Bo Kaspers Orkester, og det er ellers længe siden, at vi har gjort det. For længe siden, gik vi til koncerter med dem. Jeg tror, at det blev til fire koncerter, inden interessen ebbede ud. Men nu er bandet på banen igen. Jeg har købt Så mycket Bo Kaspers Orkester på Ipaden, 37 sange – som vi lytter til dagen lang, og endnu en gang bliver jeg bekræftet i hvor smuk og vidunderligt svensk er, når det bliver sunget. For ikke at tale om teksterne – vedkommende og ind til benet, den svenske melankoli er en lise for sjælen, herligt, tak for det.

 

Ænderne: Om morgenen, hvor jeg som regel står op mellem seks og syv, går jeg altid, når jeg har sat vandet over til kaffe, hen til vinduet og kigger ud over vores fællesareal, hvor søen ligger. Jeg kigger efter ænderne, som er særdeles aktive og livlige i denne tid, fordi det er parringstid. Allerede tidligt på morgenen – ved firetiden, er de i gang, og luften genlyder af heftig rappen og vingeslag og styrtlandinger i søen. Der er brutale kampe mellem hannerne, som jager hinanden, mens hunnerne på afstand iagttager dramaet. Det interessante med ænderne er, at det er hannerne, som er de smukke og tiltrækkende og hunnerne, der er de grå og anonyme. Når ænderne ikke befinder sig i søen, sidder de på fælleshusets tag eller på tagene på de omkringliggende huse. I Skoghult var det længe kattene, vi fulgte, men da Ernst døde og Elsberth flyttede til Kalmar, blev kattene aflivet, og nu følger vi de tre hjorte, som hører til i vores område – og i ny og næ tyskharen og dens unger.  

Læs mere

Kapitel 16

Skoghult: En stor undersøgelse i Sverige, hvor man har undersøgt hvilke parametre, som er vigtige for livskvaliteten og tilfredsheden med livet, når man bliver gammel, opregner disse tre parametre som de vigtigste: At man kan håndtere modgang; at man har et godt socialt netværk, og at man har en positiv tro og tillid til fremtiden.

Smidstrup Strand, det betyder, at vi ser Netflix, hvor vi i Skoghult ser HBO. Det er dejligt at vi ikke har begge muligheder begge steder. Der er stor forskel på Netflix og HBO. Hvis jeg skulle vælge, vil jeg til hver tid foretrække HBO, fordi serierne der er meget bedre og eksperimenterende. Netflix problem er, at den forsøger at være mainstream, og det er aldrig interessant og spændende, men det kan være underholdende alligevel. Vi har set fjerde sæson af House of Cards, som til vores overraskelse er rigtig god. Det er især Kevin Spacey, som viser, hvad han kan. Og så har vi set River med Stellan Skarsgård i hovedrollen. En fin serie, som er skræddersyet til Skarsgårds underspillede måde at spille på, hvor han siger så lidt som muligt. Den bedste serie, vi har set, er Rectify, hvor vi følger en fange, som har siddet 20 år i fængsel, for en forbrydelse, han ikke har gjort. Serien fanger fascinerende og skræmmende, hvordan det er for hovedpersonen at komme ud til en virkelighed, som er totalt forandret med internet, mobiltelefoner og med skærme overalt. De dage, hvor Lene har besøgt en veninde, har jeg testet nogle af de mange kriminal og spændingsserier, men jeg giver hurtigt op, fordi de er så kedelige og forudsigelige. Men mest fordi de stort set alle er skåret over den samme skabelon. De fortæller historien på den samme måde. Der er den særlige amerikanske måde. Der er den særlige engelske måde, og der er efterhånden også den særlige danske måde, hvad vi sidst så i Bedrag. Hvorimod svenskerne og nordmændene er mindre forudsigelige og favner mere bredt, men også dybt. Og så er der den tyske og franske måde. Og så videre. Det er derfor, jeg altid er på jagt efter gode serier og film, som ikke er engelske eller amerikanske: Jeg søger en anden måde at få en historie fortalt på. Nye vinkler, anderledes vinkler, andre betoninger og tilgange. En anden måde at filme på, at bruge baggrundsmusikken på.

Vi har fået to buddhafigurer i haven: For over et halvt år siden fik vi øje på et stort og smukt buddhahoved og en siddende buddha, da vi gik forbi en gård, som ligger en halv kilometer oppe ad Helsingevej i retning mod Helsinge. Vi bankede på og spurgte, om figurerne var til salg. Det var de, og vi fik os pruttet ned fra totusinde kroner til tolvhundrede for figurerne, og vi aftalte, at vi skulle se forbi senere og hente figurerne. Det gjorde vi så forleden – med et halvt års forsinkelse. Vi kørte figurerne ned til vores have på en sækvogn – noget af en opgave, og nu står de i baghaven ud mod søen. Det er som om, at de altid har stået der. Vi har endnu ikke taget stilling til, hvor de præcist skal stå, det vigtigste er, at de er her. Buddha er ankommet, hvad det så skal betyde – på et dybere plan. Herman Hesses roman Siddharta om hvordan drengen Siddharta bliver til Buddha, har altid været en af mine yndlingsromaner.

Skoghult: Kroppen skal altid lige komme sig, når vi skifter bosted. De første dage er led og muskler ømme og ryggen er træt efter de sædvanlige fem timer i bilen. Jeg kan forestille mig, at turen bliver mere og mere krævende med alderen, fordi muskler og led ikke længere er så smidige og udholdende, som de har været. Men jeg kan lide turen, hvor vi forlader den kultiverede danske have og begiver os ind i den vilde svenske natur med de store og åbne vidder. Vi skulle for øvrigt vise pas på både den danske og svenske side, inden vi kunne køre ombord på færgen og videre fra færgen. Flygtningeproblematikken præger stadig hele Europa, som langsomt lukker dørene i, mens tusindvis af flygtninge forsamles foran de pigtrådshegn, som landene har opsat. Mit hjerte bløder for disse mennesker, men samtidig siger min hjerne, at Europa ikke kan indoptage flere flygtninge. Her i Sverige er mætningsgrænsen for længst nået, og det store spørgsmål er: Hvad skal alle disse mennesker i et land, som i forvejen har en høj arbejdsløshed? Hvordan skal samfundet brødføde alle disse mennesker? Hvor skal de bo henne i et land, hvor der er mangel på lejligheder?

22. marts: Årets første havedag, hvor vi river stykket foran og bagved huset, så vi kan etablere havemøblerne. Vi samler de sammenrevne blade, grene og græs og smider hele molevitten i de ti højbede, som vi har etableret i området foran huset. Fem til venstre, to lige foran huset og tre til højre. Jeg har læst Højbede i pallerammer af Eva Robild, hvor det bliver anbefalet og lægge blade, græs og kviste i bunden af højbedene, og det råd har vi nu fulgt. Da vi kørte hjem forleden, gjorde vi et stop hos Quiltknuten i Växjö, hvor Lene købte noget stof til det patchwork tæppe - quilttæppe, som hun er i gang med. Lena Vestman, som har Quiltknuten, har en stor have, hvor hun har højbede, og vi spurgte hende til råds om hvilken jord, vi skal anvende. Ja, I skal ikke købe jord i sække, det bliver alt for dyrt, men jeg vil foreslå, at I besøger et gartneri og spørger, hvad de vil anbefale. Jeg fik min jord af en landmand, som blandede den op med komøg, så det var en meget potent jord. Det var dejligt at være tilbage i haven, ligesom det var dejligt at etablere de forskellige havemøbler. Vi har gjort det anderledes i år, fordi vi vil gøre området foran huset til en del af galleriet. Det er der de besøgende går igennem, inden de går ind i galleriet. Der skal være plads til, at gæsterne kan sidde udenfor og nyde haven og vejret.

Læs mere
1 2 3 4 5